Forsker: Trafikstøj kan gøre dig alvorligt syg
Der er en forøget risiko for blodprop i hjertet, hvis man er udsat for trafikstøj, oplyser Kræftens Bekæmpelse
Larmen fra en motorvej eller en anden meget trafikeret strækning er ikke bare en stor gene i hverdagen for naboerne.
Den kan også være sundhedsskadelig eller direkte dødelig.
Læs også
- Vi ved, at man har en forøget risiko for at få en blodprop i hjertet og muligvis en række andre sygdomme som diabetes, blodprop i hjernen og muligvis også nogle typer kræft, hvis man er udsat for vejstøj, siger seniorforsker Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse.
Hun peger på, at det formentlig ikke er ligegyldigt, hvornår i døgnet man oplever den største belastning.
- Er man udsat for støj om dagen, så stresser det én. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man bliver udsat for det igen og igen. Vi ved, at stress kan påvirke vores helbred. Men hvad vi tror er endnu vigtigere, er det med at blive forstyrret om natten. Er man forstyrret i sin nattesøvn, er det skadeligt for vores helbred, siger Mette Sørensen.
Se et interview med Mette Sørensen herunder:
Overvejer at trække staten i retten
I det midt- og vestjyske er debatten om vejstøj ikke mindst aktuel i Buskelund ved Silkeborg, hvor beboerne er stærkt plaget af støj fra Silkeborgmotorvejen. På denne strækning af motorvejen er der intet støjværn, fordi staten og Silkeborg Kommune ikke kan blive enige om, hvem der skal betale regningen.
Konflikten er så fastlåst, at Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) overvejer at trække staten i retten.
Læs også
- Er vi virkelig derhenne hvor en stat og en kommune skal have det her afgjort i en retssal. Sådan noget er ikke særlig kønt, men jeg vil ikke afvise, at der kunne vi godt havne, siger Steen Vindum til TV MIDTVEST.
Vejdirektoratet har sørget for støjdæmning flere steder langs vejen, men altså ikke i Buskelund.
Projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet forklarer, at det skyldes en beslutning i Folketingets forsvarsudvalg. Udvalget har vurderet, at det er Silkeborg Kommune, der skal stå for støjdæmpningen, fordi lokalplanen blev vedtaget efter, at motorvejsplanerne var kendt.
Men den argumentation køber Steen Vindum ikke. Han forklarer, at man i 2006 lavede udstykningen helt i tråd med reglerne og statens støj-beregninger.
Politisk fnidder
- Silkeborg Kommune kunne ikke gøre andet på det tidspunkt. Hvis man skulle begynde at gætte på, hvor meget støj der kommer fra en motorvej i fremtiden, skal man have en bufferzone på mange kilometer, og det er jo ikke den måde, man arbejder på. Vi følger de regler, som staten selv udstikker, mener Steen Vindum.
Læs også
Imens der altså er politisk uenighed om, hvem der skal betale for støjdæmpningen, så plages borgerne.
- Der er gået politisk fnidder fnadder i det. Vejdirektoratet mener, at Silkeborg Kommune har ansvaret for at få sat støjværn op, og Silkeborg Kommune mener, at Vejdirektoratet har et ansvar. Vi er lusen mellem to negle, mens de her kamphaner prøver at få pisset territoriet af, siger Rune Birkemose Jakobsen, der bor i en villa i Buskelund med direkte udsigt til motorvejen.
Birkemose understreger, at beboerne i Buskelund er glade for, at motorvejen gør det muligt at komme hurtigt til Aarhus og Herning, men larmen er så generende, at det går ud over deres livskvalitet.
- Når vi er i haven eller på terrassen, bliver vi generet af den konstante baggrundsstøj. Om morgenen, når vinden er i den forkerte retning, bliver vi vækket tidligt af trafikken, og når vi har gæster på de varme sommeraftener, kan vi ikke sidde udenfor.
En ting er larmen - noget andet er usikkerheden og de mange ubesvarede spørgsmål.
- Kan vi få solgt vores huse, bliver vi syge af det, hvordan ser fremtiden ud, er vi stavnsbundet? Det er et rigtig dejligt område at bo i, men vi føler, at vi er bundet hertil. Banken aner ikke, hvad værdien på vores hus er, siger Rune Birkemose Jakobsen.