Fagblad: Regionerne skal fyre op mod 500 på sygehusene

Alle fem regioner går ind i 2019 med spareplaner, og der er lagt op til, at op mod 500 afskediges, viser en rundringning

Region Midtjylland forventer at spare 141 stillinger næste år ifølge Fagbladet 3F. I Region Nordjylland er det omkring 75 stillinger. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Region Sjælland skal skære op mod 317 stillinger på sygehusene, blev det meldt ud i denne uge.

Men sygehusene på Sjælland er ikke alene om at mærke kniven skære. Det skriver Fagbladet 3F.

Læs også Venstre: Nødvendigt at kigge på sygehuse i Randers og Horsens

En rundringning til landets fem regioner, som Fagbladet 3F har lavet, viser, at alle fem regioner skal fyre ansatte. I alt kan op mod 500 personer på sygehusene komme i spil, når der skal afskediges, viser rundringningen.

Region Midtjylland

I Region Midtjylland skal man spare 138,6 millioner kroner i 2019. Mads Vestergaard, specialkonsulanet og økonomikoordinator i regionen, oplyser, at regionen derfor forventer at spare 141 stillinger næste år.

De 141 stillinger siger ikke noget om, hvor mange der ender med at blive afskediget. En del af reduktionen i stillinger vil foregå ved naturlig afgang samt ved ikke at genbesætte ubesatte stillinger.

Mads Vestergaard, specialkonsulanet og økonomikoordinator i Region Midtjylland 

- De 141 stillinger siger ikke noget om, hvor mange der ender med at blive afskediget. En del af reduktionen i stillinger vil foregå ved naturlig afgang samt ved ikke at genbesætte ubesatte stillinger. Der er i forliget ikke lavet nogen vurdering af de 141 stillinger i forhold til faggrupper, siger Mads Vestergaard.

Region Nordjylland

Længst mod nord lurer fyringstruslerne også. Trine Thomsen, pressefunktionen hos Region Nordjylland, oplyser, at der vil være behov for at nedlægge omkring 75 stillinger på Regionshospital Nordjylland, der har afdelinger i Skagen, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev.

Læs også Norddjurs fyrer chefer for millioner

I Region Nords budgetaftale for 2019 er der desuden ”omprioriteringer” svarende til 120 millioner kroner. Men hvilke konsekvenser for personalet, det konkret vil få, er fortsat ”i proces” ude lokalt, oplyser Trine Thomsen.

Øvrige

Region Sjælland er hårdest ramt. Op mod 317 fuldtidsmedarbejdere får en fyreseddel, og samtidig bliver der nedlagt en række ubesatte stillinger. Årsagen er hovedsageligt et generelt underskud på regionens 2019-budget. Oveni har især Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde et underskud på 2018-budgettet.

Region Hovedstaden vurderer ifølge et statusnotat fra oktober, at 67 medarbejdere i københavnsområdet bliver berørt af afskedigelser i forbindelse med budgettet for 2019. Kontor-, IT-personale og lægesekretærer rammes hårdest.

Læs også Hospital foran stor sparerunde: Svært at undgå fyringer

I det sydlige oplyser presserådgiver Carsten Bruun, Region Syddanmark, at der ikke er planlagt afskedigelser som følge af budgetunderskud.

- Men som følge af det såkaldte ”omprioriteringsbidrag” til staten sker der reduktion på administrationen på sundhedsområdet – dels i Regionshuset, dels på sygehusene – på godt 12 millioner kroner årligt i såvel 2018 som 2019, oplyser Carsten Bruun.

Desuden bortfalder nogle opgaver, hvilket vil berøre administrativt personale, HK’ere og DJØF’ere, oplyser han.

Fejlslagen politik eller løft?

Hos Socialdemokratiet er velfærdsordfører Magnus Heunicke rystet over, at det stort set er i alle regioner, at sygehuse må skære ned på personalet.

- De midler, regeringen har tildelt regionerne, er simpelthen ikke nok til at betale regningerne. De står ikke mål med det stigende antal patienter og de øgede medicinudgifter, siger Magnus Heunicke.

Læs også Problemer på sygehuse: - Når de ikke tør sige noget, bliver det farligt

Hos Venstre kaster sundhedsordfører, Jane Heitmann, bolden tilbage til regionerne:

- Det er regionernes ansvar at ansætte det nødvendige personale med de rette kompetencer i forhold til at sikre danske patienter behandling af høj kvalitet, siger Jane Heitmann.

Hun vurderer, at hele sundhedsområdet er løftet med 5,5 milliarder kroner, siden Lars Løkke Rasmussens regering trådte til.

Det er regionernes ansvar at ansætte det nødvendige personale med de rette kompetencer i forhold til at sikre danske patienter behandling af høj kvalitet. 

Jane Heitmann (V), sundhedsordfører

- Fra Venstres side har vi en klar forventning om, at regionerne lever op til deres ansvar: At levere behandling af høj kvalitet under trygge rammer for både patienter og ansatte, siger Jane Heitmann.

Omvendt ønsker Magnus Heunicke (S), at regeringen tager ansvar og tilfører en hjælpepakke til sygehusene:

- Det nytter ikke at tørre ansvaret af på regionerne. Det, vi ser nu, er resultatet af en fejlslagen politik på velfærdsområdet fra regeringens side, siger Magnus Heunicke.