Dieselolie flyder rundt i vandet - og ingen kender årsagen

En strømpe skal i løbet af de kommende dage opsamle dieselolien. Foto: Mette Svenningsen, TV MIDTVEST

Hvis man nyder det gode vejr i Silkeborg, kan det være, at forårsduftene bliver blandet med lugten af dieselolie. Lige nu flyder ukendte mængder dieselolie nemlig rundt i vandet omkring havnen.

- Vi har været her siden kl. 13.30, og vi har stadig ikke kunnet lokalisere kilden, fortæller Lasse Magnussen, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning.

- Om det er en båd, der har tabt en dunk, eller om der er nogen, der er mislykkedes med at tanke deres båd, det aner jeg ikke.

Læs også Har gået i 21 dage uden at få vabler: Patrick kæmper mod ensomhed

Ifølge indsatslederen ligger dieselolien over en strækning på fire til fem kilometer. Hvor meget olie, der driver rundt er endnu uvist.

- Det kan jeg simpelthen ikke sige sig. Smider man en halv liter i vandet, kan det se ud af meget. Om der er tale om 50 eller 200 liter, det aner jeg ikke, siger Lasse Magnussen.

Midtjysk Brand & Redning har brugt det meste af eftermiddagen på at finde kilden til et olieudslip i Silkeborg. Foto: Mette Svenningsen, TV MIDTVEST

En flydende strømpe

Beredskabet har netop lagt en flydende strømpe ned ved slusen ved havnen, som skal opsamle olien de næste par dage.

- Vi kan se, at dieselolien render den vej – for i starten var der ingenting her – og det er der nu, siger Lasse Magnussen.

Læs også Pas på med ukrudtsbrænderen

Ifølge indsatslederen skal folk udvise almindelig agtpågivenhed i forbindelse med håndteringen af dieselolie.

- Men der er ingen problemer i forhold til det tørre vejr.

Hvis man har oplysninger om, hvor udslippet kommer fra – hvis man fx ser en båd, der taber dieselolie – opfordrer indsatslederen til, at man ringer 1-1-2.