Aktiviteter i naturen skal gøres nemmere i Silkeborg

Silkeborg Kommune får 1,6 millioner kroner til et nyt trailcenter i Silkeborg

Silkeborg Kommune får 1,6 millioner kroner til udvikling af udendørsaktiviteter i Silkeborg. Foto: Brøcker Kommunikation

I samarbejde med TV MIDTVEST

Naturen er en stor del af Silkeborg. Og nu skal naturen også indgå i de daglige udendørsaktiviteter.

Silkeborg Kommune får tildelt 1,6 millioner kroner af lokale kræfter, Anlægsfonden og Dansk Idrætsforbund. Det skriver Silkeborg Kommune i en pressemeddelelse.

Pengene skal gå til et nyt trailcenter, som skal gøre det nemmere for borgerne at bruge naturen til fysiske aktiviteter som cykling, løb og mountainbiketure.

Læs også Se de unikke optagelser: Odder set i Odder

- Vi har masser af stærke foreninger med stolte traditioner for at dyrke idræt i naturen. Alligevel oplever vi et stigende behov for et sted, hvor det er naturligt at mødes til mtb-turen eller vandreturen og hvor man samtidig kan blive inspireret til at bruge naturen på nye måder, siger Jeppe Thøgersen, sektionsleder for Kultur og Fritid.

Placeres mellem skov og by

Trailcentret skal ligge ved Vandrehjemmet i Silkeborg, godt placeret mellem skov og by. Herfra kommer der direkte adgang til løbe- og cykelruter, vandrestier og mountainbikespor.

- Det bliver et sted, hvor man kan mødes med mtb-gutterne, løbeklubben eller familien og komme direkte ud på en af områdets mange ruter. Og så kan man slutte turen med et bad og tjekke op på den næste rute, der skal prøves af, sige Jeppe Thøgersen, sektionsleder for Kultur og Fritid.

Læs også Den Uendelige Bro åbnede i dag med et bryllup

Trailcentret skal også bruges som et sted, hvor borgerne kan mødes og få inspiration til nye former for udendørsaktiviteter.

Silkeborg er Outdoor Hovedstad

Tidligere på året fik Silkeborg titlen som Danmarks Outdoor Hovedstad. Begrundelsen var blandt andet, at naturen og byen er forenet på en speciel måde. Titlen og de 1,6 millioner kroner glæder borgmesteren.

- Silkeborg er fuldstændig oplagt som hovedstad for outdoor, fordi vi har en meget høj koncentration af outdoor-oplevelser. At vi nu får et trailcenter gør det kun endnu lettere at få masser af skønne oplevelser i det fri og bliver både et kæmpe plus for vores egne borgere og de turister, der lægger vejen forbi Silkeborg, siger borgmester Steen Vindum (V).