53-årig udsat for vold og røveri i sit hjem
Ofret er efterfølgende blevet syet med tre sting
Natten mellem tirsdag og onsdag modtog politiet et opkald fra en 53-årig mand fra Kjellerup, der var blevet snittet i maven med en kniv under tumult i forbindelse med et røveri.
Under røveriet blev der stjålet kontanter og medicin.
Læs også
Manden blev kørt på skadestuen og blev syet med tre sting. Han har efterfølgende givet en beskrivelse af fire gerningsmænd, som politiet nu efterlyser. Offeret kendte dem ikke på forhånd, men havde set dem før.
Det drejer sig om følgende personer:
En kvinde på cirka 30 år. Hun er 160-165 centimeter høj, har langt mørkt hår, var iført blå cowboybukser og havde en mørk jakke på.
Tre mænd, der alle er mellem 30 og 40 år. De er alle tre mellem 170 og 175 centimeter høje. Den første var iført mørkt tøj, havde en sort hue på og har et modermærke under højre øje. Den anden har et småt sort overskæg og var også iført en mørk hue. Den sidste var iført mørkeblå cowboybukser og en sort læderjakke.
Alle gerningsmænd talte engelsk.
En retsmediciner har undersøgt manden. Det fortæller politiassistent Mette Terkelsen fra Silkeborg Politi.
Gerningsmændene havde ikke medbragt våben til røveriet, og alle ting, inklussiv kniven, stammede altså fra mandens eget hjem.
Hvis du kender noget til røveriet, så kan politiet kontaktes på tlf. 114.