22-årig fik seks års fængsel for guldsmede-røverier
Tre mænd er dømt for særligt grove røverier mod guldsmede i fjor. En mand venter stadig på at få sin sag afgjort.
Et par dage efter sit seneste røveri blev en 22-årig mand fra Silkeborg-egnen sidste år taget af politiet. Tæt på tilfældigt.
- Jeg tror faktisk, det var ved en rutinekontrol, man fandt smykker i hans bil. Og så begyndte man at grave lidt i det, forklarer anklager Jesper Klyve fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet har nu fat i i alt fire mænd, der sidste år blev taget for at medvirke til i alt fire røverier og et røveriforsøg. Den 22-årige er den eneste af de fire, der har været med til alle røverierne. Tre af røverierne var i Silkeborg kommune, et i Kjellerup 6. marts og et i Silkeborg 8. april. De øvrige var i Høng på Sjælland, i Brædstrup og i Rønde.
Læs også
Røverier af særlig grov karakter
Det samlede udbytte for de fire røverier blev på lidt over to millioner kroner.
- Det er også det, der gør, at straffen kommer op på seks års fængsel, forklarer Jesper Klyve.
Mændene er blevet dømt for røveri af særlig grov karakter.
- Det grove er jo, at man har planlagt det i forvejen, man har været flere om det, man var maskeret og bevæbnet med kniv, og så har man fået et stort udbytte, siger anklageren, som, selvom han havde argumenteret for en fængselsstraf på syv år, er godt tilfreds med dommen.
Læs også
Fældet på DNA-spor
Udover de seks års fængselsstraf til den 22-årige har en anden medvirkende fået et år og ni måneders fængselstraf, en tredie har fået to og et halvt år mens en fjerde mand har fået berammet sin sag til februar måned. En af de medvirkende blev fældet på et DNA-spor, mens en anden blev genkendt.
Mændene har været varetægtsfængslet siden april, så de har allerede afsonet noget af straffen. Alle har tilstået.