20-årige Sofie til kamp for klimaet

Klimaministeren har netop præsenteret de 10 unge, der skal udgøre det nye Ungeklimaråd. De unge skal give ministeren input til, hvordan klimaudfordringerne skal løses.

20-årige Sofie Winge-Petersen fra Silkeborg vil være med til at gøre en forskel for klimaet. Hun er én blandt ni andre, som er udvalgt til et nyt Ungeklimaråd. Foto: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

- Jeg glæder mig til at hjælpe klimaet gennem innovation og nytænkning, og forskningsbaseret viden, fortæller Sofie Winge-Petersen fra Silkeborg, som er nyt medlem af Ungeklimarådet.

Læs også Politiet: Lig i havnen er formentlig forsvundne Steffen Dam Jensen

Næsten 400 unge har ansøgt om en plads i Energi- forsynings- og klimaministeriets nye Ungeklimaråd, og de ti medlemmer er nu fundet.

- Den overvældende interesse for Ungeklimarådet har bekræftet mig i, at det er vigtigt, at vi får inddraget de unge i arbejdet med at finde fremtidens klimaløsninger. Det store ansøgerfelt har samtidig givet mig mulighed for at sammensætte et yderst kvalificeret Ungeklimaråd, som jeg forventer mig meget af, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, Venstre.

Her er de 10 medlemmer af det nye Ungeklimaråd og Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i midten. Foto: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Det nye Ungeklimaråd vil også blive repræsenteret i Østjylland, da 26-årige Birk Skyum fra Aarhus og 20-årige Sofie Winge-Petersen fra Silkeborg er nye medlemmer af rådet.

Jeg er rigtig glad, men jeg føler samtidig også, at der ligger der et stort pres på mig og hele gruppen nu.

Sofie Winge-Petersen, medlem, Ungeklimarådet

Sofie Winge Petersen er uddannet på Silkeborg gymnasium, men holder sabbatår nu, hvor hun arbejder som lærevikar.

- Jeg er rigtig glad, men jeg føler samtidig også, at der ligger der et stort pres på mig og hele gruppen nu. Alle dem, der har fået afslag, kunne sikkert også have gjort et stort stykke arbejde. Derfor vil jeg gøre alt for at leve op til min plads, siger Sofie Winge-Petersen.

Sofie Winge-Petersen er i følge hende selv ikke en klassisk miljøaktivist. Hun er hverken veganer eller vegetar, men hun vil være god ved vores næste ved at passe på klimaet.

En god repræsentant

Læs også Østjysk virksomhed har succes med 100 år gammelt produkt

Meningen med Ungeklimarådet er, at de unge kan komme med alle deres kreative ideer til, hvordan man fremover skal løse klimaudfordringerne.

Sofie Winge-Petersen har altid haft en stor interesse for netop klimaet, og hun glæder sig til at blive endnu klogere på området, og til at være med hos dem der bestemmer.

- Jeg har aldrig selv været sådan en ultra-klimaaktivist, men jeg vil rigtig gerne lære meget mere om det. Og jeg glæder mig til at få politisk indflydelse ved at snakke med både de unge og politikerne, siger hun.

26-årige Birk Skyum læser til dagligt Molekylær Ernæring og Fødevareteknologi på Aarhus Universitet. Nu er han også medlem af Ungeklimarådet.

Formand for Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget, Venstres Thomas Danielsen, er yderst tilfreds med den nye midt- og vestjyske repræsentant. Hun har allerede mange af de værdier, som det nye Ungeklimaråd skal indeholde.

Læs også WWF: Disse nye, eksotiske dyrearter kan klimaforandringer drive til Østjylland

- Når vi er faldet over Sofies ansøgning, så er det fordi, hun blandt andet har været meget engageret i gymnasiet, hvor hun har mobiliseret folk i miljøgrupper, engageret folk i FN’s verdensmål og lavet start-up-virksomheder med plastmaterialer. Så Sofie er egentlig ikke bare en, der har engageret sig selv, men hun har også engageret en masse andre, og det har vi været meget imponeret over, siger Thomas Danielsen.

Ud af i alt 400 ansøgere så er Sofie Winge-Petersen blevet blandt de 10, som er kommet med i Ungeklimrådet. Foto: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

De ti medlemmer er alle mellem 18 og 29 år, og de er som udgangspunkt udpeget for en etårig periode. Du kan læse mere om de 10 medlemmer af Ungeklimarådet her.

Birk Skuym er 26 år, og kommer fra Aarhus. Han er en del af Den Grønne Studenterbevægelse og nu medlem af Ungeklimarådet. Foto: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Medlemmer af Ungeklimarådet:

  • Monika Skadborg, 25 år fra København, formand (Dansk Ungdom Fællesråd)
  • Birk Skyum, 26 år fra Aarhus (Den Grønne Studenterbevægelse)
  • Sofie Winge-Petersen, 20 år fra Silkeborg
  • Nina Möger Bengtsson, 23 år fra København
  • Iben Krog Rasmussen, 26 år fra København
  • Henrik Schneider Jensen, 27 år fra Fredericia
  • Nikolaj Bang Høfler, 17 år fra Frederikshavn
  • Martin Collignon, 26 år fra København
  • Mads Raastrup Søndergaard, 24 år fra Odense
  • Mathias Hansen, 21 år fra Bagsværd