Vi flager overalt i dag: Her er forklaringen
Onsdag flages der både på busser, offentlige institutioner og statslige ejendomme - og med garanti mange flere steder. Her får du forklaringen
Er det mon en royal fødselsdag? Eller endnu et statsbesøg?
Tankerne kan være mange, når man ser den første bus komme susende med de to små flagrende dannebrog på taget.
Læs også
I dag, onsdag, kan flagene dog ikke kun ses på busserne, men også på offentlige og statslige bygninger - og med garanti i mange parcelhuskvarterer.
Årsagen er, at den 5. september siden 2009 har været flagdag for udsendte danskere.
Næsten alle kommuner deltager
Flagdagen er en årligt tilbagevendende og landsdækkende begivenhed, som har til formål at hædre de personer, der har været "udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister", oplyser Danmarks Veteraner på deres hjemmeside.
Den årlige flagdag blev bruges til at hylde alle, der er eller har været sendt ud fra Udenrigsministeriet, Forsvaret, redningsberedskabet, politi og sundhedsvæsenet.
Næsten alle danske kommuner har valgt at deltage i flagdagen.
FAKTA: Flagene vajer for veteraner landet over
Dannebrog vajer på offentlige bygninger og busser over hele landet, når flagdagen fejres for tiende gang.
Siden 2009 har 5. september været officiel flagdag for Danmarks udsendte.
Formålet med dagen er at hylde nuværende og tidligere udsendte fra Forsvaret, politiet, redningsberedskabet, sundhedsvæsenet, Udenrigsministeriet og Hjemmeværnet.
* Onsdag markeres flagdagen for tiende gang.
* Det officielle Danmark markerer dagen ved at lægge en krans ved monumentet på Kastellet.
* Dertil kommer en mindegudstjeneste for Danmarks faldne i Holmens Kirke og en parade for årets udsendte på Christiansborg Slotsplads.
* Ud over forsvarschefen og forsvarsministeren deltager også repræsentanter for kongehuset til flagdagen i skikkelse af kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie.
* 96 af landets 98 kommuner har lokale arrangementer for kommunens veteraner. Det er typisk receptioner af en times varighed, hvor borgmesteren taler til de fremmødte.
* For første gang markerer Færøerne og Grønland også flagdagen for de udsendte, der dermed bliver en fælles markering i Rigsfællesskabet.
Kilde: Ritzau