Påsken er svær for alkoholikere: Telefonlinje holder ekstra åbent

Alkolinjen får dobbelt så mange opkald i påsken som på hverdage.

24 procent af opkaldene til rådgivningslinjen i påsken sidste år kom fra en borger fra Region Østjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Højtider som påsken kan være svære at komme igennem for familier, hvor der eksisterer et alkoholmisbrug.

Det oplever de hos Alkohol & Samfund, der driver rådgivningstelefonen Alkolinjen.

Her modtog de sidste år dobbelt så mange opkald i påsken som på normale hverdage. Derfor udvider Alkohol & Samfund, som driver rådgivningstelefonen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, åbningstiderne i påsken, så færre må ringe forgæves.

Læs også Peter Ingemanns far var millionær og alkoholiker - men hans liv var en kamp for at bevise noget helt andet

Sidste år holdt Alkolinjen kun åbent i de påskehelligdage, der faldt på hverdage, og i hele påskeugen ringede 158 mennesker.

Men knap en femtedel af opkaldene kom lørdag og søndag, hvor Alkolinjen holdt lukket. Derfor holder telefonen nu åbent alle dage i påsken.

- Højtiderne er rigtig svære for de familier, hvor en af de voksne drikker for meget. Familierne er sammen, og alkoholproblemerne kan for mange blive ekstra tydelige. Vi drikker alle sammen mere i påsken, og hvis en i familien har et alkoholproblem, bliver konflikterne også ofte værre, siger Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen.

Alkolinjen er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefonrådgivning til borgere med alkoholproblemer og deres pårørende. Alkolinjen er gratis og anonym.

ALKOLINJEN 80 200 500

  • Alkolinjen har telefonnummer 80 200 500.
     
  • Linjen drives af Alkohol & Samfund i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.
     
  • Alkolinjen er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefonrådgivning til borgere med alkoholproblemer og deres pårørende.
     
  • Alkolinjen er gratis og anonym.

Abstinenser og akut hjælp

Rådgiverne hos telefonlinjen kan tale med alkoholikere og deres pårørende.

- Vi tilbyder tid til at tale med et andet menneske om sit problem - for første gang nogensinde måske. Vi kan skabe et rum for, at en forandring kan foregå. Det kan være, at man efter at have talt med os får mod på at søge hjælp, som man måske ikke vidste fandtes, siger Bjarne Stenger Elholm.

Højtiderne er rigtig svære for de familier, hvor en af de voksne drikker for meget.

Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen

Mange af opkaldene handler om konflikter, familieproblemer og tilbagefald. Men det kan også være mere akutte problemer som abstinenser og behov for at komme i alkoholbehandling. Ved akutte problemer kan det være nødvendigt at henvise til lægevagten eller 112.

- Vi spørger eksempelvis ind til, om de har abstinenser, har kastet blod op eller slået hovedet, siger Bjarne Stenger Elholm.

Læs også De er grønlændere, men hverken hjemløse eller alkoholikere

Møder man Alkolinjens telefonsvarer uden for åbningstid, kan man lægge en besked og få luft for sine bekymringer, eller man kan sende en sms til 1231 med teksten "alkohol". Så vil man blive ringet op, når der igen er medarbejdere på linjen.

Alkolinjen er finansieret af treårige puljemidler fra Sundhedsministeriet.

02:23

VIDEO: I Silkeborg findes der et særligt plejehjem målrettet alkoholikere. Kom indenfor på Solgården i dette tv-indslag fra december 2017.

Luk video

SÅDAN HOLDER ALKOLINJEN ÅBENT I PÅSKEN

Skærtorsdag kl. 11-15

Langfredag kl. 11-15

Lørdag den 20. april kl. 11-15

Søndag den 21. april kl. 11-15

Mandag den 22. april kl. 11-15

HER KOM OPKALDENE FRA I PÅSKEN 2018

Region Midtjylland: 24 procent

Region Nordjylland: 13 procent

Region Syddanmark: 11 procent
Region Hovedstaden: 45 procent

Region Sjælland: 7 procent