Ulykkestoget er nu kørt til Aarhus
Toget er overgivet til Havarikommissionen, som i den kommende tid skal undersøge toget
Det forulykkede IC4-tog fra onsdagens ulykke på Storebæltsbroen blev natten til søndag kørt til Aarhus.
Det oplyser Axel Christensen, chef for Hjælpetjenesten Banedanmark, til TV 2/Fyn.
Læs også
Med hjælp fra Beredskabsstyrelsen Sjælland blev toget inden afgang afstivet med træ og pakket ind i plastik, og står nu på DSB's havariværksted på Augustenborggade i Aarhus.
- Toget blev sikret, så transporten kunne foregå på en ansvarlig måde og for at undgå, at der skete noget undervejs.
Med 40 km/t til Aarhus
Toget forlod jernbaneterrænet i Nyborg ved 03-tiden, og kørte med 40 km/t til Aarhus. Her nåede det frem sidst på formiddagen søndag.
- Transporten gik fint og uden problemer, konstaterer Axel Christensen.
Læs også
Hos DSB's havariværksted oplyser afdelingschef Flemming V. Hansen, at toget nu er overgivet til Havarikommissionen.
- Toget er i deres varetægt, og der må hverken repareres eller laves andet på toget, siger Flemming V. Hansen til TV 2/Fyn.
I alt var 131 mennesker og tre DSB-ansatte om bord på toget, da ulykken indtraf. Udover at otte passagerer mistede livet, blev 16 kvæstet.