Skraldebilen kommer ikke: Det kører helt ad helvede til

01:24

- Jeg tror, at jeg har klaget så mange gange, at de er blevet trætte af mig og simpelthen ikke svarer

I Øster Velling vest for Randers har indbyggerne i længere tid oplevet problemer med, at de ikke får afhentet skrald til tiden.

- Folk har stået på helligdage, hvor det har bugnet med affald, så de har været nødt til at køre på genbrugsstationen, siger Allan Madsen, der bor i Øster Velling, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge ham opstod problemerne samtidig med, at et nyt selskab - RenoNorden - overtog tømningen af skraldespande i kommunen.

Antallet af klager over uafhentet skrald er steget voldsomt, siden RenoNorden overtog. I september 2015 var der 227 klager, imens der i december 2016 kom 1094 klager fra borgerne. 

- Det er meget anderledes. Det her kører helt ad helvede til. Det kører som vinden blæser, siger Allan Madsen.

Også Allan Madsens nabo er frustreret.

- Det er nok 15 gange bare her i efteråret, at jeg har skrevet til kommunen, siger Flemming Otkjær fra Øster Velling.

Han har klaget hver gang, han ikke har fået afhentet skrald.

- Jeg tror, at jeg har klaget så mange gange, at de er blevet trætte af mig og simpelthen ikke svarer. Jeg har skrevet, at det er for dårligt, at de entrerer med en virksomhed, der ikke kan klare opgaven. Så må de jo finde en anden, siger Flemming Otkjær.

Læs også Skraldemand i Randers: Der er for få hænder og biler

De to naboer giver ikke skraldemændene skylden, men mener, at det overordnede ansvar er kommunens.

- Kommunen reagerer ikke. Jeg tror, at de får så mange henvendelser, at de ikke kan overskue det. Det er for dårligt, at man betaler for en ydelse hos kommunen, som man ikke får, siger Allan Madsen.

Randers Kommune kan godt forstå, at borgerne er utilfredse med affaldsordningen. Og faktisk erkender affaldskontoret, at der er problemer, og at Øster Velling er en af de særligt udsatte byer.

- Jeg kan godt forstå dem. Men de bliver hørt. Vi opretter henvendelser i vores system, og så bliver det sendt videre til renovatøren. Så er det vores forventning, at han henter det samme dag eller dagen efter, siger Jørgen Niemann, sektionsleder ved Affaldskontoret, Randers Kommune.

00:18

VIDEO: Se svaret fra Randers Kommune om den manglende afhentning af skrald her. 

Luk video

Hos RenoNorden beklager man de gener, som borgerne oplever.

- Vi beklager over for borgerne og Randers Kommune, at afvigelserne har været for mange. Vi arbejder hårdt for at forbedre situationen, lyder det i en meddelelse fra firmaet til TV 2 | ØSTJYLLAND.

RenoNorden mener samtidig, at der er håb forude, da tallene fra januar 2016 ser bedre ud med 668 indkomne klager.