Bjerringbro-Silkeborg tabte point i topstriden

Det midtjyske hold blev løbet over ende af gode Aalborg-spillere og har nu svært at hente nordjyderne

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Hver en kamp tæller og det samme gør hvert et point. Det ville da derfor også have lunet gevaldigt på kontoen, hvis Bjerringbro-Silkeborgs herrer havde vundet topopgøret mod Aalborg Håndbold onsdag aften.

Men sådan gik det ikke. Midtjyderne gjorde ellers sit for at bide sig fast, men tabte 24-28 til Aalborg i kamp, hvor det var Bjerringbro-Silkeborg der hele tiden halsede efter og forsøgte at hente nordjyderne. 

Stillingen ved pausen var 15-11 til værterne fra Aalborg Håndbold, som havde god opbakning fra hjemmepublikummet i Gigantium. 

Læs også BSVs pokaldrømme blev slukket af stærk målmand

Inde i anden halvleg formåede Aalborg at holde og udbygge føringen, så stillingen på et tidspunkt var 20-14. Kampen bølgede frem og tilbage, men på intet tidspunkt var BSV helt tæt på.

Nederlaget gør, at Bjerringbro Silkeborg nu har sværere ved at nå Aalborg Håndbold i 888 Ligaen. Aalborg indtager førstepladsen med 30 point, mens BSV har 26 point.

- Jeg kigger altid fremad, men jeg ved ikke, om jeg vil sige, at vi går efter førstepladsen. Vi går efter at vinde de resterende kampe, og så må vi se, hvor langt det rækker. Det er klart, at forhåbningerne om førstepladsen led et knæk i dag, siger forsvarsspiller Klaus Thomsen fra BSV til klubbens hjemmeside. 

De fire point skal Bjerringbro-Silkeborg forsøge at hente i de otte tilbageværende kampe i ligaen. 

Nederlaget til Aalborg er det andet på bare en uge for klubben. I weekenden tabte Bjerringbro-Silkeborg pokalfinalen til Skjern Håndbold.