Efter nedbrud: Nu kan du igen få information om togtrafik
Banedanmarks informationssystem har været ramt af fejl i hele landet
Passagererer, som er stået tidligt op for at komme med toget på arbejde, i skole eller noget helt tredje torsdag morgen, har skulle se sig for.
Banedanmark har torsdag morgen haft tekniske problemer over hele landet, men fejlen i informationssystemet er nu udbedret, fortæller Frank Haugaard, som er trafikinformationschef hos Banedanmark:
- Vores skærme fungerer igen og det samme gør Rejseplanen. Vores højtalerudkald på stationerne kører normalt automatisk, men det har vi nu slået fra, fordi der fortsat er problemer med det, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hverken informationer på tavler eller over højttalere på banegårde i hele landet har man kunne stole på. Fejlen blev der ifølge trafikinformationschefen rettet op på omkring klokken 7.30 torsdag morgen.
Fejlen har betydet at det har været umuligt at se, om det tog, man skulle med, var forsinket eller kørte til til tiden.
Hvad årsagen til fejlen er, ved Banedanmark endnu ikke med sikkerhed.
- Det er et sted i vores it-system, der er sket en fejl. Vi har vores leverandør til at kigge på det nu, siger Frank Haugaard.