AGF spillede uafgjort i sidste træningskamp i Portugal

Den tredje og sidste kamp for AGF i The Atlantic Cup i Portugal endte 1-1 mod svenske Örebro

Alexander Juel Andersen scorede i AGFs træningskamp mod Örebro.

Det aarhusianske superligamandskab fra AGF er i skrivende stund på vej hjem fra holdets træningslejr i Portugal. Tidligere onsdag spillede man den sidste træningskamp under de sydlige himmelstrøg. Her blev det til 1-1 mod Örebro fra Sverige. AGFs mål blev scoret af Alexander Juel Andersen.

I holdopstillingen havde AGF flere af de formentlige startere i forårssæsonen – heriblandt Morten Duncan Rasmussen, Mustafa Amini, Mikkel Rask og Martin Spelmann. De var medvirkende til, at aarhusianerne sad på spillet især i 1. halvleg.

Men det var svenskerne, der var mest kyniske foran mål. Ferhat Ayaz bragte nemlig Örebro foran efter omkring en halv times spil. Kort før pausen lykkedes det dog AGF at udligne.

Læs også Ungarer slog AGF i testkamp: Se mål og højdepunkter her

En løs bold endte efter en redning af svenskernes målmand hos Alexander Juel Andersen, der med panden bragte balancen i regnskabet.

1-1 var således stillingen ved pausen.

2. halvleg blev mere rodet, men stadig med enkelte chancer til begge hold. Tættest på at sikre sit hold sejren var Michael Zacho, der desværre for AGF skød lige på keeperen i en farlig situation. 

Du kan se reaktioner fra Alexander Juel Andersen og Glen Riddersholm samt højdepunkter fra kampen herunder: