Parkeringsregel ophævet efter kun otte måneder: - Reglen var urimelig

Det nåede kun at være ulovligt i otte måneder og nu må vi altså igen: Parkering på kantlinjer er fra 1. september igen fuldt lovligt.

Fra 1. januar til 31. august har det været ulovligt at holde med hjulet på den hvide stribe. Det er nu lovligt igen. Man risikerer imidlertid fortsat en bøde, hvis man holder med hjulet uden for striben. Arkivfoto

Et skridt til højre og et skridt til venstre. Politikerne på Christiansborg har tilsyneladende hurtigt fortrudt en ændring af parkeringsreglerne, som trådte i kraft den 1. januar 2018.

I hvert fald er parkeringsreglen fra midtnatstid lørdag den 1. september igen blevet annulleret. 

I praksis betyder det, at du nu igen kan holde med hjulet ude på en kantlinje i en parkeringsbane uden at risikere en bøde. 

Mellem første januar og første september har det været ulovligt at holde med hjulet på den hvide stribe i en parkeringsbane (optegnede p-både langs med en vej). Det er fra 1. september igen lovligt.

Urimelig regel

FDM har siden indførelsen af parkeringsreglen kritiseret reglen i skarpe vendinger. De mener, at reglen ville straffe bilister for at holde på en kantlinje i parkeringsbaner, der reelt ikke var brede nok til at bilen kunne være der, uden at røre kantlinjen. 

Læs også Parkeringsvagt blev spyttet i ansigtet i Aarhus

- Vi er meget tilfredse med, at der ganske hurtigt blev gjort op med denne denne parkeringsregel, som vi fra begyndelsen mente var urimelig, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange og fortsætter:

- Da man nu gerne må holde på stregen - men ikke udover denne - sikres det, at man ikke får en parkeringsafgift for at parkere i en p-bane, der er alt for smalt konstrueret.

Læs også Parkeringsanlæg ved Dokk1 gik i sort: 220 måtte efterlade bilen

Kun små biler

Det er sammme argumentation, transportminister Ole Birk Olesen bruger, når han forklarer afskaffelsen af parkeringsreglen: 

- Hidtil har der været parkeringspladser, hvor kantlinjerne har været så brede, at det kun var meget små biler, der kunne parkere inden for linjerne. Jeg er derfor glad for, at det nu bliver lettere for bilisterne at finde en parkeringsplads, siger han i en pressemeddelelse. 

- Og så gør vi op med, at parkeringspladser bliver lavet på en måde, hvor det reelt ikke er muligt at parkere lovligt, lyder det.