Parat med digital landhandel

Første butik af sin slags i Danmark

Genrefoto.

I forsøget på at redde den lokale købmand i Alken bliver butikken nu omdannet til en digital landhandel. Den første af sin slags i Danmark.

Det betyder, at butikken kun vil have et begrænset antal varer i butikken. Meningen er nemlig, at borgerne i stedet skal bestille varerne på internettet, som efterfølgende bliver leveret i butikken. Det skriver P4 Østjylland.

Butikken samarbejder med online-supermarkedet Osuma.dk, hvor man man i forvejen kan bestille varer på nettet.

- Vi håber, at vi kan lave et nyt koncept, der betyder, at de små steder kan overleve. Det centrale er, at vi ikke behøver at have et stort varelager med det spild, som det indebærer, siger Tove Nyholm, næstformand i foreningen "Liv i landsbyen" i Alken, til P4 Østjylland.

Købmanden i Alken lukkede for to år siden. Det nye koncept med en blanding af online- og fysisk handel skal nu være med til at sikre borgerne et sted at handle.

Ifølge den administrerende direktør for online-supermarkedet Osuma.dk kan løsningen i Alken være et forbillede for andre landsbyer.

- Tendensen er jo, at butikkerne lukker i de mindre samfund. Modellen kan derfor bruges rigtig mange steder, hvor man har et behov for at få leveret dagligvarer.

Den nye butik åbner torsdag i næste uge.