Paradis-bio mod "happy end"
Øst for Paradis var truet af lukning, men nu åbner kommunen tegnebogen og støtter biografen.
12. aug 2009, kl. 08:15
Mere end 30 dage gammel
Øst for Paradis i Århus har været truet af lukning, da tidligere kulturrådmand Flemming Knudsen (S) i foråret ville flytte biografen fra sine nuværende lokaler i Paradisgade til det kommende multimediehus på havnefronten, som ventes at stå klar i 2015.
Men nu har biografdirektør Line Daubjerg Christensen holdt et møde med den nye kulturrådmand Jacob B. Johansen (S), og nu ligner det en "happy end" for biografen.
Øst for Paradis' faciliteter skal ombygges og moderniseres, og bygningens ejer forventer på den baggrund at hæve huslejen med 200.000 årligt. Og de penge har biografen nu ifølge Århus Stiftstidende fået lovning på fra kommunen.