Panduro brænder stadig for at ramme publikum: - Det er min drivkraft

I januar 2018 gik han af som direktør i Horsens and Friends efter 25 år som stor kulturpersonlighed i Horsens. Men arbejdet i kulturlivet er fortsat siden.

Frank Panduro var direktør i Horsens & Friends i 25 år.

Det er lidt over et år siden, at en af Horsens Kommunes store kulturpersonligheder, Frank Panduro, stoppede som direktør i Horsens and Friends.

Men valget har ikke ført til flere timer på golfbanen – tvært imod.

Læs også Højskoleelever reparerer de lokales tøj: - Slut med smid-væk kultur

- Jeg har aldrig haft så travlt, som jeg har nu. Jeg er manager for Mick Øgendahl og Frank Hvam. Jeg laver over 200 shows, og så går jeg over i en Jonatan Spang turne i efteråret. Og i aften er der premiere på  Zirkus Nemo, fortæller Frank Panduro til TV2 ØSTJYLLAND.

Han beskrives som manden, der forvandlede Horsens fra grå til farverig. Det, gjorde han, ved at skabe grobund for, at nogle af verdens største stjerner gav byen et besøg. Lige fra Bon Jovi til Paul McCartney. 

Selvom han ikke længere selv står for disse arrangementer, så er han tryg ved kulturlivet i Horsens.

- Jeg har fundet en god mand, der har overtaget efter mig, det er rart. Jeg har jo prøvet at lave de fleste af de store koncerter, så kicket for mig er at lave stand up nu, siger han.

Management har jeg kørt sideløbende i mange år i de sene aftentimer, og nu går jeg så all time ind i det

Frank Panduro, promoter og hotelejer

Men han mener dog ikke, at der er den helt store forskel på arbejdet nu og førhen.

- Vi kan stadig hive 10.000 mennesker til et standup arrangement. Konkurrencen for de store koncerter er blevet hård, og man skal altid sørge for de rigtige kunstnere. Det har bare været naturligt for mig at skifte over til et nyt spændende job i samme boldgade, siger Frank Panduro.

En naturlig overgang

Han arrangerede koncerter og andre kulturelle events i mere end 25 år, og springet til at blive promoter faldt ham ganske naturligt.

- Management har jeg kørt sideløbende i mange år i de sene aftentimer, og nu går jeg så all time ind i det. Og det har været en stor succes. Der skal jo være en, som styrer det praktiske i baggrunden, det er min benzin i øjeblikket, siger han.

For Frank Panduro er det muligt at holde de mange jern i ilden, fordi fuldtidsjobs ikke er nyt for ham. Og så brænder han ganske enkelt for kulturlivet.

Læs også Frank Panduro hyldet i Horsens: - Jeg er en rigtig glad mand

- Jeg synes, det giver en anden dimension end bare at tjene penge, der er også hele den kunstneriske del, som jeg sætter meget pris på. Jeg elsker at se, om kunstnerne kan komme ud over scenen og ramme publikum. Det synes jeg er en drivkraft, siger han.

Foruden management for stand-up komikere, så arbejder Frank Panduro også med Bremen Teater i København, og så er han hotelejer.

I aften kan du se første del af portrættet om Frank Panduro, som blev lavet af TV SYD i forbindelse med hans aftrædelse som direktør i Horsens and Friends.