Pakkeræs: Østjyske OK-butikker sætter rekord

OK-Plus' østjyske butikker udleverer pakker som aldrig før. Bare i november var der dobbelt så mange i forhold til sidste år

Julegaven fra tante Gerda på Fyn, løbeskoene købt på tilbud og smykkerne, der har været længe undervejs fra Asien.  

De 15 østjyske butikker i OK Plus-kæden har de seneste uger langet alverdens pakker over disken. Faktisk har de haft travlt med det som aldrig før.

I november røg der 83.796 pakker over disken i de 15 østjyske butikker alene fra GLS. Dertil kommer alle pakkerne fra Bring, PostNord og DAO.

- Vi oplever massiv vækst i vores butikker i forhold til vores pakkekoncept. November og især december er traditionelt årets travleste måneder for pakkepost. Tallene for december foreligger ikke endnu, men vi kan allerede på nuværende tidspunkt se, at november slår rekord, siger Michael Djarnis, administrerende direktør i OK Plus, i en pressemeddelelse.  

Læs også Pakkekaos: Uafhentede pakker presser butikkerne

GLS er OK Plus' største samarbejdspartner på pakker. I november blev antallet af pakker herfra nærmest fordoblet i forhold til samme måned sidste år - fra 44.280 til 83.796 pakker for at være helt præcis.

OK Plus-kæden har været pakkeshop, siden GLS rykkede ind i 2011.

Siden er Bring, DAO og PostNord kommet til, og i 2016 forventes det samlede antal pakker at runde 1,1 millioner, hvilket svarer til en stigning på 22 procent siden sidste år. 

I indslaget nedenfor kan du se, hvordan de mange pakker udfordrer forskellige butikker. Indslaget blev sendt tidligere på måneden.

02:09 Luk video