Pakker overalt: Juletid sender lokale butikker på overarbejde

Der er fyldt med julegavepakker i mange små østjyske butikker

01:56

Østjyderne har for længst taget julegavehandlen via nettet til sig, og det betyder naturligvis, at der senere er en pakke, der skal samles op et sted.

Det er ofte hos den lokale brugs, at den slags skal hentes, og her mærker man presset fra de mange pakker.

Læs også Posthus ramt af kaos: 500 pakker mangler at blive hentet

- Det fylder meget i landskabet. Vi er slet ikke gearet til at håndtere pakker i de her mængder. Vi er gearet til at håndtere pakker i de resterende 11 måneder, siger Henrik Waldorff Rasmussen, der er brugsuddeler i Gl. Rye. 

Også hos OK Plus i Dronningborg i Randers bruger man timer hver dag på at sortere pakker.

- Vi elsker at have kunder i butikken, og heldigvis er der også nogle af dem, der køber noget, siger Finn Overgaard, der er forpagter af OK PLUS i Dronningborg.

Læs også Årets travleste dag på pakkecenter: 20.000 pakker i dag

I brugsen i Gl. Rye er de ekstra potentielle kunder da også det eneste, der opvejer for travlheden. 

- Kunderne skal ind og hente deres pakke, og det afstedkommer jo gerne, at der ryger lidt mere med i kurven, siger Henrik Waldorff Rasmussen.

Alligevel er det ikke uden en vis lettelse, at han ser frem mod juleaften. 

Læs også Slut med julegaver til de indsatte: Sparer 23.500 kroner

- Vi glæder os til den 24. december efterhånden. Vi ved, at der er ti dage nu her, hvor der virkelig er pres på med pakkerne. 

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.