Pakkede ecstasy-piller i møbelben
Politiet i Århus har rejst tiltale mod lokale forretningsmænd for at smugle ecstasy til USA.
Politiet i Århus har nu rejst tiltale mod tre lokale forretningsmænd for smugling af 200.000 ecstasy-piller til USA.
De tre mænd blev oprindeligt fængslet i maj 2006. Siden har efterforskere og jurister fra Århus været på efterforskning i storbyen Atlanta i staten Georgia, hvor flere sidder fængslet i samme sag.
De tre sigtede østjyder skulle ifølge århusianske medier komme fra et velstående forretningsmiljø og være hidtil ustraffede.
Ifølge tiltalen blev ecstasy-pillerne hentet i Holland og ompakket i møbelben i en af de tiltaltes sommerhus og fra Århus sendt til Atlanta med et opdigtet møbelfirma som adressat.
Pillerne blev så hentet af medsammensvorne i et speditionsfirma og solgt videre til lokale handlere. Sagen kommer for retten i Århus 19. november.
/ritzau/