Pakhuset sætter hegn op efter ulykke på havnen i Randers
Lørdag drattede en mand i havnen i Randers – nu sætter Fiskerestaurant Pakhuset hegn op
En kvindelig tjener måtte hoppe i vandet natten til søndag, da en mand var faldet i vandet i forbindelse med, at han var til et arrangement på Fiskerestaurant Pakhuset, der ligger lige ved havnebassinet.
Nu tager restauranten konsekvensen og sætter hegn op.
- Det var jo en ulykkelig situation, der kunne være endt frygtelig tragisk. Seks grader varmt vand, buldermørkt og strøm, så man tror det er løgn. Jeg har svært ved at leve, med at der kan ske sådan noget, så nu sætter vi et hegn op, siger indehaver Hans Christian Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Han tog et møde med havnens bestyrelse og havnedirektøren, og de blev enige om at hegne cirka 40 meter ind fra restauranten og forbi det nærtliggende røde pakhus. Se billedet herunder.
- Der kommer som udgangspunkt hegn op ved alle vores arrangementer. Det kommer ikke til at genere gæsterne. Jo, det generer måske nogle mænd, der vil slå en streg ud i vandet, siger Hans Christian Møller.
Manden, der faldt i vandet natten til lørdag, er 52 år gammel og kom ikke alvorligt til skade ved episoden.
Heller ikke selv om, at han var temmelig nedkølet.
Læs også
- Det er ikke urealistisk, at de har ligget i vandet i op til et kvarter, fordi der går alligevel nogle minutter, fra vi modtager alarmen, til vi er på havnen, sagde indsatsleder Per Allan Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers i forbindelse med uheldet.