Pælesidderen fra Tilst sejrede
Maria-Louise Beuchert sad 96 timer på en pæl
Maria-Louise Beuchert fra Tilst ved Aarhus væltede dem alle sammen af pinden og snuppede de godt 41.000 kroner med sig.
I fire dage sad hun stille på en pæl i havnen i Juelsminde. Maria-Louise Beuchert viste, at hun havde tålmodighed og udholdenhed nok til at sidde, spise, sove og gå på toilettet på en pæl, der målte 25 cm gange 25 cm.
- Det var sindssygt hårdt for både krop og sjæl. Men på intet tidspunkt tænkte jeg på at hoppe i, siger Maria-Louise Beuchert til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I 96 timer - altså i fire dage - sad hun der. Derfor var det da også en tydeligt glad Maria-Louise Bechert, der kunne lade tårerne trille nedad kinderne og stoppe 41.008 kroner i lommen.
- Det var fedt at få så mange penge. Men det er mest min bedrift, jeg er glad for. Og så støttede min familie og venner mig hele vejen, siger hun.
De startede fire
Pludselig var de tre. Den eneste mandlige deltager faldt hurtigt fra, men kvinderne blev siddende. Godt 42 timer før de 94 timer var gået, faldt den andensidste kombattant i - og tilbage sad den 24-årige kemiingeniør fra Tilst, Maria-Louise Beuchert.
Men hun skulle altså sidde der i endnu 42 timer, før hun kunne tage pengene med sig hjem.
- Nogle gange så jeg ting, der ikke var der. Jeg troede, pælen havde flyttet sig. Det var virkelig hårdt. Min bagdel er helt gul og blå, så det er så dejligt at ligge ned, siger hun efter en velfortjent lur på 14 timer.
Endelig lykkedes det hende så. De 96 timer var gået, og hun kunne endelig hoppe frivilligt i vandet.
Se et indslag om Maria-Louise Beucherts udfordring på pælen øverst på siden.