Pædofili-sag: Vil ophæve navneforbud

Dommere skal efter anmodning fra TV 2 tage stilling til, om navnet på den pædofili-tiltalte mand fra Randers skal offentliggøres

TV 2-journalist Janni Pedersen (i midten) vil have ophævet navneforbuddet i den østjyske pædofilisag.

TV 2 har fredag anmodet Retten i Randers om at ophæve forbuddet mod at nævne navnet på den 48-årige mand, der er tiltalt i danmarkshistoriens største sag om børneporno.

Journalist Janni Pedersen fra TV 2-programmet "Station 2" er fredag mødt op i retten for at anmode om ophævelse af navneforbuddet.

Der sker med henvisning til sagens "grove karakter", hvor den 48-årige TL er tiltalt for at have distribueret tusindvis af børnepornografiske billeder og videoer, for selv at have begået seksuelle overgreb mod børn og for at have forsøgt at købe et spædbarn i Rumænien med henblik på at misbruge barnet.

Læs også Nægter køb af barn: Jeg gider ikke mere

Anmodningen om ophævelse af navneforbuddet kommer, efter at der allerede er afholdt adskillige retsmøder, siden domsmandsretten indledte sagen 20. oktober sidste år.

Janni Pedersen understreger, at tv-stationen ikke har tænkt sig at offentliggøre navnet på den tiltalte, medmindre han idømmes en straf på mindst to års fængsel.

- Det handler alene om begrænsninger i forhold til valg af kilder. Hvor tæt kan vi gå på den tiltalte, forklarer Janni Pedersen i retten.

Overvejer forespørgsel

TV 2 er ved at forberede en særlige udgave af "Station 2", som kommer til at handle om den spektakulære sag med den 48-årige randrusianer.

I den forbindelse vil man interviewe personer fra den tiltaltes omgangskreds, men navneforbuddet forhindrer ifølge tv-stationen, at man kan gå tæt på disse personer.

Læs også Pædofilitiltalt: Jeg forsøgte bare at hjælpe

Anklager Morten Rasmussen siger, at han ikke har noget imod, at navneforbuddet ophæves.

Forsvarer Søren Salomonsen siger, at han først vil diskutere det med sin klient.

Den juridiske dommer og lægdommerne vil tage stilling til spørgsmålet på mandag.

Den langstrakte sag fortsætter med retsmøder mandag og fredag i næste uge. Der ventes tidligst dom i sagen 10. februar og muligvis først 4. marts.

Læs også Pædofilitiltalt gemte sminke og parykker