Pædagogmedhjælper er tidligere mistænkt
Forældrepar i Lystrup har før henvendt sig med mistanke mod 39-årig tidligere pædagogmedhjælper.
Den 39-årige tidligere pædagogmedhjælper fra Hurlumhejhuset i Lystrup er før blevet mistænkt for at have betænkelig omgang med børn.
Det skriver Århus Stiftstidende.
- Inden for det seneste år har der været en sag med den pågældende. Et forældrepar henvendte sig til institutionen, og sagen drejede sig om betænkelig adfærd fra pædagogmedhjælperen. Sagen blev diskuteret med politiet, og den blev derefter lukket, og der blev aldrig tale om nogen politianmeldelse, siger Århus Kommunes børn- og ungechef Ole Kiil Jacobsen.
Pædagogmedhjælperen blev i går anholdt af politiet på grund af mistanke om sex-overgreb mod et fire-årigt barn i institutionen, og han blev sigtet for anden kønslig omgang med barnet.
Han er nu løsladt efter endt afhøring og nægter sig skyldig.