Pædagoger tror på deres chance
Ved at fortsætte deres strejke håber pædagogerne at kunne påvirke politikerne, inden andenbehandlingen af budgettet i Århus.
Forældrene i Århus skal fortsat ty til bedstemødre eller andre løsninger for at få deres børn passet.
Et stort flertal af byens pædagoger vedtog tirsdag aften at fortsætte den overenskomststridige strejke, i første omgang ugen ud. Pædagogerne kræver at få genåbnet budgettet for næste år, der byder på store besparelser.
- På torsdag er budgettet til anden behandling, og vi håber, at miraklernes tid ikke er forbi, og at politikerne genåbner budgettet, siger talsmand for pædagogernes aktionsgruppe i Århus Christina Simonsen.
Flere af byens institutioner har nu været ramt af forældreblokader og strejker i tre uger. Alligevel mener talsmanden, at forældrene fortsat bakker op. Hun peger blandt andet på tirsdagens protestdemonstrationer, som alene i Århus samlede omkring 20.000 deltagere.
Også i Randers har pædagogerne valgt at fortsætte strejken, foreløbig til og med i morgen, torsdag. /ritzau/
EKSTRA:Følg dagens begivenheder og få de nyeste informationer om strejker og blokader på vores særlige hjemmeside Aktioner" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/miniSites.asp?SideId=1219">Aktioner mod besparelser