Påvirket kvinde snuppede en lur under indbrud
Et indbrud i Aarhus endte med en lur på sofaen for indbrudstyven.
En beboer på Bodøvej i det nordlige Aarhus fik sig søndag morgen noget af en overraskelse.
Ikke nok med, at flere skuffer og skabe var gennemrodet, så lå der også en fremmed kvinde på sofaen i stuen og sov.
Beboeren ringede straks til politiet, som kort efter kom for at vække den 43-årige kvinde og anholde hende.
Læs også
- Hun var påvirket og måtte overnatte i detentionen, siger vagthavende ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det viste sig, at kvinden i forvejen var kendt af politiet, og har flere domme for tyveri og lignende.
Kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør mandag, hvor det viste sig, at hun intet husker fra episoden.
Læs også
- Det kan have været en kombination af stoffer og alkohol, siger Jes Frederiksen.
Kvinden blev varetægtsfængslet i fire uger og valgte ikke at kære kendelsen.