Påskevejret byder på sol og varme

Varmen vender tilbage, og i løbet af ugen kan vi komme op på 17 grader i Østjylland.

Påskedagene byder på sol og temperaturer på op til 17 grader. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Godt nyt til dem, der har planer om at bruge påsken i haven, sommerhuset eller på anden vis ude i det fri. Temperaturen får nemlig i løbet af de kommende dage et hak op, og det bliver solrigt.

Læs også Busballaden fortsætter: - Den verbale vold i busserne eskalerer

Men inden den står på sol, 17 grader og flot forårsvejr, venter lige et par kølige dage i Østjylland.

Mandag kommer termometret ikke over ti grader, og natten til tirsdag er der risiko for nattefrost. Også tirsdag holder temperaturen sig under de ti grader, og her er der tilmed risiko for enkelte byger. 

Prognose for vejret mandag klokken 13. Foto: TV 2 Vejret

- Det er faktisk en uge siden, at vi har været oppe på tocifrede varmegrader, men det kommer vi i løbet af ugen, fortæller Per Christiansen fra TV 2 Vejret.

17 grader på fredag

Det sker, fordi der kommer et højtryk lige over landet. Vinden vil lægge sig, og det betyder mere sol og betydeligt lunere vejr.

00:42

VIDEO: Her kan du se vejrudsigten for de kommende dage i Østjylland. Video: TV 2 Vejret

Luk video

Allerede onsdag er der udsigt til 12 grader, mens det fredag kan blive helt op til 17 grader. Og det lunere forårsvejr ser ifølge Per Christiansen ud til at fortsætte resten af påskedagene. Dermed er der i den grad lagt op til en tur i haven eller en udflugt ud i det grønne.