Pårørende: Psykisk syge skal behandles under ét tag

Kommuner og regioner skal kunne samarbejde om behandling af psykisk syge under ét tag, mener Bedre Psykiatri.

Færdigbehandlede patienter holder på sengepladserne i psykiatrien, selv om de er raske, viser en analyse fra Danske Regioner.

Færdigbehandlede patienter holder på sengepladserne i psykiatrien, selv om de er raske, viser en analyse fra Danske Regioner.

I 2016 var der i gennemsnittet 66 færdigbehandlede psykiatriske patienter indlagt på hospitalerne hver dag. Det er en stigning fra 57 året før.

Sengene bliver holdt varme, fordi de raske patienter ikke kan få et botilbud eller hjælp til at bo hjemme, som kommunerne er forpligtet til at give dem.

Læs også Se dokumentar: Hvorfor druknede Jonatan?

Og det går ud over behandlingen af de alvorligt syge patienter, mener overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Gitte Ahle.

- Det er et konstant problem, at vi har patienter, der godt kunne udskrives til botilbud, men må blive, fordi tilbuddene mangler.

- Det betyder, at vi i den akutte modtagelse må afvise patienter, og at patienter i den akutte del bliver udskrevet, før de er klar til det. For vi har i forvejen få sengepladser, siger Gitte Ahle.

Læs også Psykiatriske afdelinger i knæ: Endnu en overlæge siger op

Rod i kommunalreformen

Patienterne bliver ofte kastebold mellem kommunen og regionen, mener generalsekretær i Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard.

Han mener, at problemet har rod i kommunalreformen fra 2007.

Efter reformen, hvor de nyoprettede regioner fik ansvar for sundhedsvæsenet, er der ifølge Thorstein Theilgaard tegnet nogle streger i sandet, som ikke var hensigtsmæssige.

04:52

VIDEO: Aarhus Kommune og Region Midtjylland har ansat to brobyggere - Dorita Dupont og Sune Kirketerp - i et forsøg på at bygge bro mellem behandlingspsykiatrien i regionen og de kommunale tilbud. De to brobyggere havde første arbejdsdag 1. februar og TV2 ØSTJYLLAND var med. Se indslaget her:

Luk video

- Det er også derfor, at vi har foreslået at oprette flere af de såkaldte Psykiatriens Huse, hvor kommuner og regioner samarbejder om behandlingen, siger Thorstein Theilgaard.

Eksempelvis er der Psykiatriens Hus i Silkeborg, som er et samarbejde mellem behandlingspsykiatrien i Region Midtjylland og socialpsykiatrien i Silkeborg Kommune.

Her sidder de kommunale og regionale medarbejdere under ét tag. Huset samler begge parters tilbud og "sikrer, at borgerne ikke falder ned mellem to stole", lyder det på husets hjemmeside.

Læs også Forening om nye anbefalinger for psykiatrien: - Det er blodfattigt

Flere psykiatriens huse

Regioner og kommuner skal blive bedre til at arbejde sammen, fastslår Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg.

Og hun så gerne, at der var flere Psykiatriens Huse.

- Vi gør os mange erfaringer med dem i øjeblikket. I Københavns Kommune er det kombineret med et akuttilbud, hvor mennesker, der lever med psykisk sygdom, kan få fat i kommunen 24 timer i døgnet, hvis de føler et behov for det.

- Det er en vej videre, at vi også i fællesskab forpligter os til at lave flere Psykiatriens Huse, hvor vi både har fælles økonomi og fælles ledelse, siger hun.

02:30

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) besøgte i marts 2018 det psykiatriske hospital i Risskov. Her kan du se hele interviewet med hende.

Luk video