Låse eller ej: På Hammel Neurocenter ser dørene låste ud – men er det ikke
På Sølund må de ikke låse dørene for borgerne for at forhindre, de går væk. På Hammel Neurocenter ser dørene låste ud, og det kan være en løsning på problemet i Sølund.
Låste døre eller ej - den diskussion har på det seneste kørt, efter bostedet Landsbyen Sølund i Skanderborg har fået et påbud fra socialitilsynet for at have låst nogle af de mentalt svageste beboere inde for deres egen sikkerheds skyld.
Men på Hammel Neurocenter har de en mulig løsning - uden at bryde grundloven.
Dørene på Hammel Neurocenter ser ud til at være låste, fordi man kan trykke en kode, for at få dem til at åbne sig.
Men dørene er faktisk ikke låste. Dørene kan nemlig åbnes uden kode, hvis patienterne stemmer imod dem med kroppen.
Alle patienter, der bliver behandlet for deres hjerneskade på Hammel Neurocenter, kan komme ud af samtlige døre, hvis de vil.
Selvom de kan komme ud, så viser erfaringen, at de svageste hjerneskade-patienter opholder sig længere tid ved døren. Med andre ord; så tror patienterne, at døren er låst.
- I deres urolige situation kan de godt finde på at ville ud og ville hjem. Og så har vi lavet en foranstaltning, som gør, at vi lige bremser dem lidt, så vi kan følge med, siger Tove Mosegaard, der er afdelingssygeplejerske på Hammel Neurocenter.
Læs også
Sølund har fået påbud
Landsbyen Sølund har på det seneste været omdrejningspunkt for en debat om låste døre for personer med mentale handicap. På stedet bor voksne med et mentalt niveau helt ned til treårsalderen.
Tidligere forsøgte man på Sølund at låse visse døre af hensyn til beboernes sikkerhed.
Men den procedure er blevet underkendt af socialtilsynet, fordi det er en overtrædelse af grundlovens regler om personlig frihed.
Det har skabt bekymring hos flere pårørende.
Læs også
- Det kan godt være, at det står i grundloven. Men vi har altså nogle handicappede personer, som ikke kan tage vare på sig selv. Dem skal vi værne om, dem skal vi beskytte, siger Leif Johannsen, der er far til en beboer på Sølund.
Men på Hammel Neurocenter lader det altså til, at de har fundet en metode til at tilbageholde visse patienter uden at overtræde loven.
- Det handler lidt om at lave en nem løsning, som stadigvæk ikke bremser totalt, siger Tove Mosegaard.