På gaden i Aarhus: Delte meninger om Letbane-kaos
Nogle synes, det er pinligt, andre synes, det er synd for Aarhus Letbane, at indvielsen må skubbes
Der kan gå måneder før den planlagte indvielse af Aarhus Letbane finder sted.
I hvert fald har Trafikstyrelsen ikke godkendt sikkerheden på Letbanen, og den slags kan tage tid.
På gaden i Aarhus i dag var der delte meninger om aflysningen i 11. time.
- Det er lidt pinligt, næsten, siger Helle Sander, der er underviser og fra Aarhus.
- Jeg synes, det er så synd. Især nu hvor jeg hørte i 12-nyhederne, at de snakkede om endnu en Aarhus-historie og så videre. Det er bare så ærgerligt, siger Lise Jonassen, der er HR-partner.
- Det virker ikke særlig professionelt, det gør det ikke, siger Maj-Britt Munk Nielsen, der til daglig er underviser.
Læs også
Men hvis sikkerheden virkelig driller, er det sådan set ligegyldigt, om det er pinligt eller ej, mener andre. Så er det bare godt, at åbningen blev stoppet.
- Det vigtigste er jo, at der er styr på sikkerheden. Det ville være trist, hvis der var nogen, der kom til skade, siger Kristian Skov-Larsen, der til daglig er kommunikationsmedarbejder.
Læs også
Generelt er der dog mange, der står tilbage med indtrykket af, at det var en situation, man enten ikke skulle være kommet i, eller som kunne være blevet løst bedre.
- Mit første indtryk er nok, at det er lidt uprofessionelt, og at det ikke er nok gennemtænkt, og det har måske været mit indtryk hele vejen igennem letbaneprocessen, siger Samuel Kirk-Haugstrup, der er studereden.
- Jeg tror, at Letbanen havde gjort deres bedste og regnet med, at det nok gik, og at man måske kunne få en dispensation, siger Jesper Sejrsen fra Viby.
Få flere reaktioner fra folk på gaden i Aarhus i videoen øverst i artiklen.