Fenrishus til Flensborg på cykel: Samler penge ind til handicappede

Fem drenge cykler til Flensborg for at samle penge ind til aarhusiansk institution.

00:47

VIDEO: Nicklas Herskind Rasmussen glæder sig til turen til Flensborg.

Måske kender du Team Rynkeby, der hvert år cykler fra Danmark til Paris i den gode sags tjeneste.  

Et gruppe drenge på det mindre kendte cykelhold, Team Fenrishus, startede mandag første etape af et lignende projekt.

Turen går til Flensborg og tilbage, og målet er at indsamle penge til Fenrishus, der er en institution for børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. 

Læs også Christian ser Tour de France på toppen af en silo: - Jeg er lidt en cykeltosse

Holdet kører ruten for tredje år i træk, og pengene går til både ting og aktiviteter for institutionens børn og unge. 

- Vi gør den forskel, at vi giver dem noget, de ikke har i forvejen. Vi kan være med til at give dem noget af det, de ønsker sig, siger 15-årige Nicklas Herskind Rasmussen, en af holdets ryttere, til TV2 ØSTJYLLAND. 

De fem cykeldrenge laver aftaler med firmaer og private, som typisk donerer en krone eller to pr. kilometer, som de tilbagelægger. Sidste år blev det til 16.000 kroner. 

- Det er sjovt, og der er sammenhold i det. Vi tænker det jo bare som, at det bliver en fed tur. Det er en god følelse, når man bliver sendt afsted, og når man kommer hjem igen. Alle står med flag, siger Nicklas Herskind Rasmussen.

Familie og venner sendte cykelrytterne afsted med flag og smil. 

Fasters følgebil

Turen syd for grænsen er 545 kilometer tur/retur, og drengene overnatter i shelters undervejs på den fem dage lange tur.

Vi har det så pisse sjovt.

Marianne Østergaard Nielsen, Fenrishus støtteforening

Men drengene er ikke alene på landevejen. Nicklas Herskind Rasmussens moster er nemlig med i en følgebil, og hun sørger for, at drengene får proviant undervejs. 

- Vi har det så pisse sjovt. De er 17 år og jeg er 60, men det er bare rent fællesskab og hygge, siger Marianne Østergaard Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun har tidligere arbejdet på Fenrishus og er nu formand for institutionens støtteforening. 

- Alt hvad børnene får, er mig en glæde, siger hun.

Marianne Østergaard Nielsen sidder hele turen klar med proviant og godter til de hårdtarbejdende cykel-drenge. 

Til glæde for børn og unge

Pengene går ubeskåret til at ting og aktiviteter, som er til glæde for børnene på Fenrishus. Eksempelvis er der anlagt sansehave og de 16.000 kroner, som drengene samlede ind sidste år, blev brugt på en handicapcykel. 

Vi er meget rørte over, at en flok unge drenge vil gøre det her for vores børn.

Ulla Monrad Jensen, Fenrishus

- Den cykel bruger vi rigtig meget. I år kunne vi godt tænkes os at få lavet noget med et varmtvandsbassin, fordi det er noget af det, vores børn har gavn af. Der skal cykles nogen kilometer, og der skal nogen penge ind, siger Ulla Monrad Jensen, der er konstitueret afdelingsleder på Fenrishus. 

Hun er meget taknemlig for drengenes arbejde. 

- Vi vælger at gøre det til en festdag, når de skal afsted og kommer hjem igen. Vi er meget rørte over, at en flok unge drenge vil gøre det her for vores børn, siger hun. 

Allerede inden drengene tog afsted havde de samlet omkring 8000 kroner ind. De ankommer til Fenrishus igen fredag kl. 16.