På vingerne igen
Det er dagen derpå efter ulykken, hvor et svævefly styrtede ned i True ved Århus, og to mand blev kvæstet.
Der var igen luft under vingerne i Aarhus Svæveflyveklub her til formiddag - omend stemningen var lidt trykket oven gårsdagens ulykke.
- Jeg havde en klump i halsen før den første start, efter i går, indrømmer flyveinstruktør Lars Jensen.
I går styrtede en 46-årig pilot og hans 32-årige passager kort efter starten ned deres svævefly. Piloten brækkede ryggen, kravebenet og det ene skinneben, og er i dag blevet opereret. Passageren slap med knubs.
Flyet skulle ud på en normal tur, og vejret var ifølge eksperterne perfekt. Men piloten opnåede aldrig en tilstrækkelig højde i forbindelse med starten, og styrtede ned.
Det er havarikommissionen, der nu skal klarlægge, hvordan ulykken kunne ske. Allerede i går undersøgte de det nedstyrtede fly og det mekaniske optræk på flyvepladsen. Men endnu er de ikke kommet nærmere præcis hvad der skete.
- Vi har konstateret, at der ikke er fejl eller mangler på luftfartøjet, og de skader der er, kan relateres udelukkende til havariet. Og der er heller ikke noget omkring spillet, der er unormalt, siger Martin Puggaard, der er chef for Luftfartsenheden i Havarikommissionen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flyver igen
Selvom der altså endnu ikke foreligger noget svar på, hvordan ulykken kunne ske, flyver de videre i Aarhus Svæveflyveklub.
- Der er ikke noget der tyder på, at der skulle være problemer med spillet eller pladsen her. Og der er en anden type fly vi flyver med i dag, så derfor fortsætter vi. Det har vi fået lov til af Havarikommissionen, siger formanden for Aarhus Svæveflyveklub, Michael Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og der var heller ikke nogen i Århus Svæveflyveklub, der i dag havde lyst til at blive på jorden. Tværtimod nød de det gode flyvevejr i selskab med medlemmerne fra Djurslands svæveflyveklub. Og formanden mener også det er vigtigt at få hurtigt gang i flyvningen igen
- Stemningen herude er trykket, men for klubben er det vigtigt at vi hurtigt kommer i gang igen, og får gang i flyvningen, så vi ikke går og er trykket af det alt for længe, siger han.