På studietur i Paris: Måtte flygte tilbage til hotellet
Line Priess oplevede fredagens terrorangreb i Paris på tætteste hold. Ifølge hende var byen præget af total kaos med politi og ambulancer overalt
En 24-årig randrusianer befandt sig blot 500 meter fra et af de seks steder, der fredag aften og nat blev ramt af terrorangreb i Paris. Line Priess var i forbindelse med sit studie til fotograf i Viborg i den franske hovedstad for at se forskellige fotoudstillinger og blandt andet besøge Louvre.
- Fredag aften var jeg på sightseeing med en fra klassen, og pludselig ser vi politi og udrykningskøretøjer overalt. Kort efter, da vi sidder på en café ved pladsen Saint-Michel, begynder familie og venner fra Danmark at ringe. Så går alvoren virkelig op for os, fortæller Line Priess.
Muslimer føler sig lagt for had efter terrorangreb
Hun er nu kommet tilbage til Randers og i sikkerhed, men husker stadig alt for godt de kaotiske tilstande i storbyen fredag.
Helikopteren patruljerede i luften
- Vi skulle bare væk i en fart, og skyndte os tilbage med metroen til hotellet. Faktisk løb vi det sidste stykke. Hotellet var låst af, og helikoptere fløj rundt om ørene på os. Men der kom vi i sikkerhed og skulle blive indendøre hele natten, forklarer Line Priess.
Og vurderet ud fra hvor de to elever var fredag aften, så var det nok meget klogt at skynde sig tilbage i sikkerhed. Saint-Michel ligger nemlig ikke langt fra flere af de steder, der blev ramt af terroristernes hærgen.
Blomster foran fransk konsulat i Aarhus
- Tilbage på hotellet var stemningen også virkelig trykket. Alle var triste, og flere var meget bekymrede og græd, siger den unge fotografstuderende.
Stadig rystet og bange
Selv nu efter hjemkomsten til Danmark er hun meget påvirket af, hvad hun oplevede.
- Jeg er stadig mega rystet og bange. Det var også svært at sove i nat, så fik kun halvanden times søvn, fortæller Line Priess.
Turen hjem til det østjyske gik heldigvis uden de store problemer for fotografklassen. De kørte med taxa til lufthavnen og fløj til Hamborg, hvorefter gruppen kørte det sidste stykke hjem.