På stranden i Randers

Randers City Beach er en realitet

Foto: Hans Carstens

På lørdag får Randers et 9.000 kvadratmeter stort sandareal med plads til 20 volleybaner, 10 håndboldbaner og 5 fodboldbaner.

Åbningen af området er samtidig startskuddet til juli måneds store Beach Festival, hvor en række af landets bedste beachvolleyspillere har meldt deres ankomst.

Senere i juli byder festivalen på strandhåndbold og endnu en volleyball-turnering.

Sport, leg og bevægelse
De nye strandbaner i Randers har fået navnet "Randers City Beach". Udover selve banerne er der et sandområde, hvor der er plads til publikum.

Stranden ligger ved Randers Havn i forlængelse af Tronholmparken, som sidste år fik et parkouranlæg.
 
Ideen fra kommunens side har været at skabe en attraktiv park, som lægger op til sport, leg og bevægelse. Men hvor der også er plads til at sole sig om sommeren.

Når der ikke er turnering på Randers City Beach kan området således bruges af alle interesserede til et spil bold eller en afslappende plads i solen.