På rov efter proteinpulver
Se, hvad tyvene gik efter i weekenden
Om det var en fitnessbruger, som manglede forsyninger, er ikke til at vide, men natten til søndag stjal en sulten tyv proteinpulver fra en villa på Willemoesgade i Aarhus.
Proteinpulveret var bare en blandt flere ejendele, som i denne weekend er blevet stjålet fra østjyske hjem.
Også på Tilst Skole var der lørdag aften ubudne gæster. Her knuste tyven eller tyvene en rude ind til skolen og løb af sted med flere bærbare computere og tøj.
I Birkehaven i Lystrup var tyvene også på udkig efter elektronik. Her blev der stjålet et par bærbare computere, en tablet, en e-bogslæser, mobiltelefoner, et kontantbeløb og smykker.
Designmøbler var også på listen over stjålne ejendele i Skødstrup og Egå.
PH-bordlampe, Wegners Y-stole, en Børge Mogensens stol og Arne Jacobsen 7'er stole var blandt de ting, som tyvene fik fingrene i.