Is på ledning gav togforsinkelser
Togdriften er genoptaget, efter at strømeksperter har inspiceret en højspændingsledning ved jernbanen syd for Skanderborg.
Togpassagerne landet over måtte lørdag finde sig i store forsinkelser på grund af en højspændingsledning, der ikke var til fare for nogen eller noget.
DSB oplyste i første omgang, at isslag og kraftig blæst havde fået højspændingsledningen til at spærre for togdriften mellem Horsens og Skanderborg, hvilket øjeblikkeligt skabte forsinkelser på op til en time.
Men efter at Banedanmark og strømeksperter fra Energinet.dk lørdag eftermiddag havde inspiceret højspændingsledningerne, blev det konstateret, at ledningen hverken var styrtet ned eller i øvrigt til nogen fare.
Derfor besluttede DSB tidligt på eftermiddagen at genoptage togdriften.
- Episoden har skabt meget store forsinkelser, og de vil vare ved dagen igennem, siger trafikchef i DSB, Erik Christensen. Han tilføjer, at passagererne kan få erstatning for forsinkelserne.
DSB indsatte i første omgang 20 busser, der hen over middag transporterede de mange passagerer på Danmarks travleste togstrækning mellem Horsens og Skanderborg. /ritzau/