På jagt efter sommervejret
Til trods for blæst og mørke skyer er humøret højt i både Skanderborg og Odder
I denne uge dyster Odder og Skanderborg i TV 2 | ØSTJYLLAND's program 'Sommer på grænsen'.
Tirsdag har vi været ude for at undersøge sommerstemningen i de to kommuner. Men begge steder mangler en af de vigtigste ting, når det drejer sig om sommer. Nemlig det gode vejr.
Dog er stemningen på Golfbanen i Skanderborg høj.
- For golfspillere er det jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt solen lige skinner. Der tager de (golfspillerne red.) det hele med, så de spiller golf i alt slags vejr, også selvom det ikke lige er sommervejr i dag, siger Stig Ingemann Jensen, der er clubmanager i klubben.
Se også: Bor både i Odder og Skanderborg
På lystbådehavnen i Hou i Odder Kommune kan de ikke prale af bedre vejr end i Skanderborg, men sommertraditionerne holder de fast i.
- Ja ja, dem er vi nødt til at holde fast på. Det laver vi ikke om på, siger pensionist Steen Jensen.
Han har nemlig indtaget sin faste plads på en bænk, hvor han betragter livet på havnen.
Denne uges 'Sommer på grænsen' bliver optaget på torsdag 23. juli klokken 13.30 på Sophienlundvej 1 i Gjesing.
Hvis du ikke selv har mulighed for at møde op til optagelserne, kan du glæde dig over at kunne se programmet i dit fjernsyn på fredag klokken 19.40.
Se hvordan borgere og gæster i de to kommuner får det bedste ud af sommeren i indslaget øverst på siden.