På hjemmebane

Pretty Maids rocker julen ind i Horsens

Foto: Albumcover

I Horsens er det hverken kirkekor eller symfoniorkestre, der underholder med julekoncerter forud for den kommende højtid.

Den ære tilfalder i stedet de måske mest populære nulevende bysbørn overhovedet, medlemmerne af den legendariske lokale rockgruppe Pretty Maids.

Fredag aften optræder Pretty Maids i Horsens Ny Teater midt i byen. Arrangementet, der er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, er blevet lanceret som en julekoncert.

Se: Mere metal i Fængslet

- Nogle juletraditioner er bare for gode til at bryde, og koncerten med Pretty Maids på Horsens Ny Teater lige inden jul er bestemt en af disse. Når Pretty Maids d. 13. december indtager Horsens Ny Teater er det syvende år i træk med denne tradition, skriver teatret på sit website.

Pretty Maids blev dannet af Ronnie Atkins og Ken Hammer for mere end 30 år siden. Horsens-bandet havde sin storhedstid i 80'erne, men optræder stadig jævnligt i både Danmark og i udlandet.

Det hårdtslående østjyske rockband blev i 1992 kendt i bredere kredse med hittet "Please Don't Leave Me".