På betalt rejse til Paris
Unge fra Gellerup skal på tur støttet af kommunen
Unge fra Gellerup skal endnu engang på en rejse med økonomisk tilskud fra Aarhus Kommune. Denne gang går turen til Paris.
For bare to måneder siden trak fritidsklubberne i Gellerup-Toveshøj store overskrifter i landets aviser, efter at 35 unge var sendt på skattebetalt badeferie til Tyrkiet.
Se: Chikanerede gæster på hotel
Nu venter endnu en tur. Denne gang en studietur til Paris. Rejsen vækker forargelse hos kulturrådmand Marc Perera Christensen (K). Han forstår ikke, at kommunen skal være med til at betale for det:
- Det er ikke en kommunal kerneopgave. Slet ikke, når vi har en by, der har et stigende antal hjemløse. Så var det måske der, vi skulle bruge pengene i stedet for at sende uvorne unge rundt omkring, siger kulturrådmand Marc Perera Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Penge kommer tilbage igen
Efter opholdet i Alanya i juli måned blev flere af de i alt 35 unge fra Gelleriå beskyldt for at have hærget hotellet og for at have chikaneret hotellets gæster. Rejsen var betalt med blandt andet 100.000 kroner i økonomisk støtte fra Aarhus Kommune.
Ifølge lederen af fritidsklubberne er pengene godt givet ud:
- Problemet er, at hvis vi ikke yder en ekstra skærv herude, så kommer de unge aldrig nogle steder hen. Altså, der er jo ikke nogle lægebørn her, vel, siger Anders Glahn, leder af Fritidsklubberne Gellerup-Toveshøj, til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi synes, at proportionerne er sådan, at det udbytte vi får af turen gør turen meget billig. Det er en lille investering i forhold til socialt forebyggende og præventive arbejde, vi synes, der lykkes ved at få sådan nogle ture her til at fungere.
På den nye tur til Paris deltager op mod 12 unge. Ingen af dem var med på den tidligere tur til Alanya i Tyrkiet.
Budgettet for rejsen til Paris er endnu ikke fastlagt, men ligemeget, hvor mange penge, der drejer det sig om, mener kulturrådmand Marc Perera Christensen stadig ikke, at det er kommunens opgave at finansiere:
- Det er jo pinligt at se unge mennesker, der ter sig som tosser, finansieret af det offentlige. Det, synes jeg, er meget, meget krænkende for alle de mange, der kan finde ud af, at opføre sig ordentligt.
Se et tv-indslag om de unges rejse øverst i artiklen.