På besøg hos AGFs nye kultfan
Billeder af jublende flygtninge på Stadion er blevet et hit på nettet
AGF har fået 500 nye fans, da klubben til søndagens kamp inviterede flygtninge gratis til kamp. Og de nye fans har på ganske kort tid fået kultstatus på nettet, hvor billederne af de jublende fans er set mere end 100.000 gange.
Walid Hassan var en af de fans, der blev lagt specielt mærke til på billederne fra AGFs kamp, og dagen derpå har TV2 | Østjylland besøgt ham i Ryomgaard.
Walid Hassan kom til Danmark for ni måneder siden, han og familien bor på et asylcenter i Ryomgaard, mens han går på sprogskole i Rønde, og så har han været så heldig at få en måneds praktik hos Rosenholm Rengøring, hvor han reparerer vognparken.
Her jubler han stadig over AGFs 3-0 sejr søndag.
- Det var en fin match, siger Walid Hassan.
Hos AGF gør jubelbillederne af de mange flygtninge sejren endnu mere sød.
- Det er fantastisk at se den glæde, og jeg håber da klart, at glæden også er en del af en god kamp og en flot sejr, siger AGF-direktør Jakob Nielsen.
Flygtninge jublede sammen med AGF på Ceres Park
Håb om job
Selv om direktøren på sigt har planer om at gentage invitationen af flygtningene, ved Walid Hassan godt, at skal han på stadion igen, så skal han selv betale fremover. Og det er ikke nemt på en flygtningesats - men måske venter et job forude.
-Walid er et livsstykke og meget engageret i det, han laver, så det har været godt indtil nu, og hvis de takter holder, kan der også blive et job til ham herude, siger siger Paw Larsen, indehaver af Rosenholm Rengøring.
Se hele besøget hos AGFs nye kultfan i videoen ovenfor.