P-vagter får ny titel: Kan hjælpe med andet end parkering

P-vagterne i Aarhus Kommune laver andet end at skrive parkeringsafgifter, så nu får de nyt navn

01:49

I folkemunde er det ikke sikkert, at en P-vagt nogensinde kommer til at hedde andet end en P-vagt – samt være en, der er forbundet med trælse bøder og p-skiver. Men sådan er virkeligheden ikke.

Faktisk har P-vagterne i Aarhus Kommune flere funktioner, og nu får de et nyt navn, der skal afspejle dette.

P-vagterne i Aarhus Kommune skifter officielt navn til cityassistenter. 

Læs også Slut med svinere til P-vagter: Samtaler optages

Navneændringen har de nu tidligere p-vagter selv været med til at bestemme, fordi de synes, at "p-vagt" ikke var dækkende for deres arbejde. 

- Jeg synes, det giver vores arbejde noget bedre indhold, at vi har andre opgaver. Det gør arbejdet lidt mere spændende, fortæller cityassistent Jytte Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortæller, at arbejdet også består at hjælpe folk med andet end parkering. 

Bødeudskrivning er dog stadig en væsentlig del af cityassistenternes arbejde. 

Tror du folk bliver mindre sure på dig på grund af den nye titel?

- Det er svært at svare på, men det kan man da håbe. 

Læs også Værn mod proppede gader: Beboere skal betale for parkering

Blandt cityassistentens funktioner er at vise vej til parkeringspladser, guide turister og andre til kulturelle begivenheder og gøre opmærksom på, hvis der er spærret utilstrækkeligt af ved et vejarbejde. Og så er en af funktionerne altså stadig at skrive parkeringsafgifter, hvis det skulle være nødvendigt. 

- I stedet for, at folk altid er overladt til selv at lede efter informationerne på kommunens hjemmeside, er cityassistenterne kommunens ansigt udadtil, og det er deres fornemste opgave at servicere aarhusianerne og vores gæster samtidig med, at de sikrer den daglige mobilitet og reducerer farlige parkeringer, siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for Drift og Myndighed i Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

De nye cityassistenter har iøvrigt fået kameraer på deres jakker, så de kan føle mere trygge - også når de deler p-bøder ud.

Du kan komme med cityassistent Jytte Andersen på arbejde og høre, hvorfor hun bedre kan lide sin nye titel i tv-indslaget øverst i artiklen.