P-plads plaget af hærværk
Biler væltes om på siden
En parkeringsplads ved Skanderborg Station er for tiden plaget af hærværk.
Ifølge en af brugerne af pladsen ser det ud til, at hærværket tager til. Det fortæller Tina Windfeldt Sønderskov fra Hylke til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Den anden dag kunne jeg gå fra bil til bil, der havde været udsat for hærværk, syv styk i alt.
Kvinden er nu så træt af hærværket, at hun har taget billeder og sendt dem til DSB, som ejer parkeringspladsen.
- Jeg har tidligere fortalt dem om, hvad der foregik. Men på det tidspunkt mente de ikke, at der var grund til at foretage sig noget, fortæller Tina Sønderskov.
Drengestreger og dækafbrænding
Hun mener blandt andet, at DSB burde opsætte overvågning i håb om, at det kunne få mængden af hærværk sat ned.
At der er tale om drengestreger og ikke indbrudstyve, er Tina Sønderskov slet ikke i tvivl om.
- Jeg ved, at der i weekenden er en frygtelig larm dernedefra, at der bliver kørt ræs og brændt dæk af. Og at lægge biler om på siden har jo ikke noget med indbrud at gøre.
De plagede bilister håber nu, at både DSB og politiet vil tage fat på sagen. Til Århus Stiftstidende fortæller politiet i Skanderborg, at en efterforskning allerede er sat i gang.