Özlem Cekic i møde med Grimhøj: Åbenhed og vilje til dialog
Özlem Cekic og Bent Melchior mødtes med Oussama El-Saadi i Grimhøjmoskeen
Der var tirsdag et noget utraditionelt møde i Grimhøjmoskeen i Aarhus. Mødet var mellem Özlem Cekic, Bent Melchior og Oussama El-Saadi, og målet var at skabe dialog.
- Vi sender en besked til de kære danskere om, at vi er med, vi er en del af det her samfund, siger formand for Grimhøjmoskeen Oussama El-Saadi.
Læs også
Igennem flere måneder har Bent Melchior og Özlem Cekic fra Foreningen Brobyggerne været i tæt kontakt med ledelsen i Grimhøjmoskeen, og det har ført til forsoning.
- Jeg synes, at der har været en åbenhed og en vilje til dialog, som jeg gerne vil kvittere for, siger forkvinde i Foreningen Brobyggerne, Özlem Cekic.
Læs også
Grimhøjmoskeen har flere gange været i mediernes søgelys på grund af kontroversielle udtalelser. Senest var det i forbindelse med TV 2-dokumentaren ’Moskeerne bag sløret’, hvor en gæsteprædikant talte om at opdrage børn ved at slå.
Men det var en misforståelse ifølge Grimhøjmoskeen.
- Det er en fortolkning af de her udtalelser fra profeten Muhammed, og det betyder aldrig, at man skal slå, fordi vi har andre og mange udtalelser fra profeten, hvor han siger, at man ikke må slå, siger Oussama El-Saadi.
Læs også
Grimhøjmoskeen fremlagde tirsdag en erklæring, der slår fast, at muslimer skal overholde dansk lov, at vold mod uskyldige aldrig er legitimt, og at islam forbyder undertrykkelse af kvinder.
- Vi muslimer er jo også nødt til at gøre noget internt for at kunne starte de her debatter. Det her er et forsøg på at starte den debat også internt i muslimske kredse, siger Özlem Cekic.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om mødet i Grimhøjmoskeen.