Ove parkerede sin trailer foran genbrugsbutik - pludselig var den solgt

Ove Jensen skulle bare parkere sin trailer natten over, men der endte med at gå lidt mere tid end planlagt, før traileren fandt hjem til sin ejermand.

Selvom Ove Jensen var lidt træt af situationen, kan han godt grine af det nu. Foto: Værdicentralen i Skanderborg

- Undskyld Ove… Vi har solgt din trailer.

Sådan lyder starten på et Facebook-opslag fra genbrugsforretningen Værdicentralen. De lægger sig nemlig fladt ned, efter de ved et uheld solgte 82-årige Ove Jensens trailer, der stod parkeret foran butikken.

Læs også 250 år gammel kro rives ned - for at bygges op igen

- Det burde ikke kunne ske, men nogle gange når der er rigtig travlt, så sælger vi flere ton og tingene går hurtigt. Ove parkerede i fredags sin trailer foran værdicentralen på vores parkeringsplads under et halvtag. Det er lige der, vi har store emner til salg. Det kan være en jolle, en telefonboks eller en trailer. Vi har ikke plads til de store ting i butikken eller i vores baggård, siger Jeppe Vestergaard, der er afdelingsleder i Værdicentralen i Skanderborg.

Jeg tror, at vi havde meget røde ører og var ret trætte af situationen.

Jeppe Vestergaard, Afdelingsleder i Værdicentralen

Pensionisten havde parkeret sin trailer foran butikken om fredagen, og det kostede altså… Ja, en trailer.

- Jeg havde købt en kombimaskine til træ om fredagen, og da jeg vendte tilbage lørdag, var traileren væk. Jeg spurgte personalet om de havde flyttet den, og det sagde det, at det havde de ikke. Lige pludselig er der en der siger: 'Det er da for fanden ikke den, vi lige har solgt', og det var det så, siger Ove Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Da personalet mødte ind om lørdagen, troede de nemlig, at traileren var til salg, og det fik den ikke lov at være længe, før en ung mand købte den.

Ove Jensen havde parkeret sin trailer foran genbrugsbutikken Værdicentralen. Foto: Google Street View

- Den unge mand, der købte traileren, er en kunde, der kommer i værdicentralen ofte. De næste par dage er vi ekstra opmærksomme på at holde øje med ham, og da han så besøger os, tager vi med røde ører kontakt til ham. Han har heldigvis masser af humor, så han griner meget af det, og der er ingen problemer med at få traileren tilbage, siger Jeppe Vestergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Tilbageleveret i meget god behold

Efter et par dage blev traileren altså leveret tilbage til den 82-årige, men den så ikke ud, som den gjorde, da Ove havde parkeret den foran genbrugsforretningen. Den unge mand, der havde købt og betalt den, havde nemlig nået at udføre et større istandsætningsarbejde.

- Nu fortryder jeg bare, at jeg ikke gav ham nogle dage mere, for så var den sikkert blevet malet. Han havde fan'me gjort det meget pæn. Det var jeg var glad ved, så en dum historie blev en rigtig god historie for mig, siger Ove Jensen, der ellers nåede at blive træt af situationen.

Genbrugsbutikken sørgede for at levere trailer, kombimaskine og et gavekort til Ove Jensen, så snart de havde skaffet traileren tilbage.

Læs også Fødevareminister til veganer: - Jeg elsker bacon

- Jeg tror, at vi havde meget røde ører og var ret trætte af situationen, siger butikkens afdelingsleder.

Han fortæller, at de nok ikke ville have solgt den, hvis de havde set nummerpladen.