Overvintrer på toppen

Randers FC på andenpladsen efter 3-1 hjemmesejr over Ølstykke.

Randers FC har sat kursen direkte mod superligaen i fodbold. I går sikrede kronjyderne sig tre vigtige point med en hjemmesejr over Ølstykke, og dermed kan holdet gå til vinterpause med en placering som nummer to i 1. division.

På hjemmebane blev det i går eftermiddag til en 3-1 sejr over nordsjællænderne, der dog havde tre forsøg på overliggeren i løbet af kampen. Mogens Laursen sørgede med to scoringer for en god randrusiansk start, og efter pausen gjorde Mikkel Rask det til 3-0 for Randers FC.

Randers FC har i løbet af efterårets kampe sikret sig 32 point. Dermed har randrusianerne et point flere end de lokale rivaler fra Silkeborg, der i weekenden besejrede Skjold med 3-1 på udebane.