Overvejer stop for debatmøder
Akkari er i tvivl efter ballade
Stenkast og nødvendigheden af massivt politiopbud ved et debatmøde tirsdag aften i Gellerup ved Aarhus får den tidligere imam Ahmed Akkari til at overveje, om han vil gennemføre resten af sine møder rundt om i landet om faren ved islamisering.
- Jeg tænker lige nu, om der går alt for mange ressourcer til visitationszoner og politiopbud for at sætte de her møder i stand og sikre en nogenlunde rolig debat, og at man kan komme ud i levende live, siger Ahmed Akkari.
Han blev landskendt, da han under krisen om Muhammed-tegningerne i 2005 rejste rundt i Mellemøsten og talte dunder om et islamfjendtligt Danmark. Siden har han ændret opfattelse og fortrudt sin optræden. Nu taler han i stedet mod islamisme.
- Det er vigtigt at tale med og ikke kun om folk og at give dem en platform, hvor de kan udtrykke sig på en anstændig og demokratisk måde. Samtidig får jeg mulighed for direkte at forklare mine budskaber, siger Akkari om idéen med debatmøderne.
Ved det første i Vollsmose i Odense for en måned siden var der tilråb og et par anholdelser. Men tirsdag i Jyllands største indvandrerbeboelse var konfrontationerne helt oppe i det røde felt.
Politiet indførte visitationszone i timevis før og anholdt 15 personer for at undgå, at de afbrød mødet. Samtidig fandt politiet 209 kanonslag, sten og en pulverslukker, der angiveligt skulle være benyttet i forbindelse med mødet.
Desuden blev Akkaris taxa ramt af sten på vej til mødet.
Se et uddrag fra mødet indenfor i Globus 1. Et møde hvor meninger blev udvekslet, men som foregik i god ro og orden.