Overvejer krav om hurtig udrykning
Skudsagen fra Udbyhøj, hvor en familie måtte vente en time på politiets hjælp, har fået de Radikale til at overveje minimumsgrænser for politiets responstid.
Man bør overveje at indføre tidsgrænser for, hvor længe borgere skal vente på politiet, hvis de udsættes for særlig grov kriminalitet.
Det mener retsordfører i Det Radikale Ventre, Simon Emil Ammitzbøl.
Udmeldingen kommer efter, at en familie fra Udbyhøj nordøst for Randers nytårsnat måtte vente en hel time på politiet, selvom deres hus blev beskudt af en mand med et jagtgevær.
- Den sag er instinktivt urimelig, og den giver anledning til at overveje, om ikke visse sager er så alvorlige, at man bør indføre en minimumgrænse for politiets responstid, siger Ammitzbøl, der nu vil rejse spørgsmålet overfor justitsminister, Lene Espersen (K).
- Denne regering er jo normalt eksponent for ville at måle og veje, så en minimumgrænse vil være fint i tråd med regeringens politik, siger Ammitzbøl.
Skudepisoden fra Randers har også fået SF's retsordfører, Anne Baastrup, på af stolen.
- Når politiet selv siger, at alt er gået efter bogen i den sag, så vil jeg gerne vide, hvilken bog der tillader, at der skulle gå en time før, betjentene nåede frem til familiens hus, siger Baastrup.
Hun har bedt justitsministeren om et svar i sagen, og hun forlanger båndudskrifterne af familiens nødopkald til alarmcentralen udleveret. /ritzau/