Overvejer at forbyde rygning

Smøgtrængende rygere er skyld i cigaretsvineri på Århus Banegård. Bane Danmark overvejer at forbyde rygning langs perronerne.

Siden DSB i januar indførte et totalt røgstop har rygerne i stedet måtte ty til nye arbejdsgange, når der skal ryges.

Nu hopper de smøgtrængende ud på perronene i Århus, når toget gør et stop mellem Aalborg og København, og der pulser rygerne så løs og efterlader en større mængde af cigaretskoder på perronerne.

- Jeg vil ikke kalde rygerne for fjolser, men det ville da være rart, hvis de tænkte, at der hverken burde ryges i togene eller langs perronerne, siger Helle Bøhl-Møller. Hun er sektionschef i Bane Danmark, som står for rengøringen ved perronerne.

Hun fremhæver desuden, at passagerer på lang-distanceflyvninger har lært at holde sig.

Om en måned vil Bane Danmark sammen med DSB opsætte askebægre ved perronerne.

- Men det er da muligt, at vi også vil se på mulighederne for helt at forbyde rygning ved perronerne, siger Helle Bøhl-Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.