Overvejer forældre-bøder
Langsom sagsbehandling rammer skilsmissebørn
Flere advokater forlanger, at Statsforvaltningen nedbringer ventetiderne i samværssager. Det sker, fordi ventetiderne kan være så lange, at forældre helt mister kontakten til deres børn.
TV 2 viste i går dokumentaren "Med børnene som våben", hvor John-Poul Pearson fra Skødstrup ved Aarhus medvirker. Han kender også til lange sagsbehandlingstider:
- Jeg kunne vente i månedsvis på bare et brev, siger John-Poul Pearson.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i samværssager er ifølge Statsforvaltningen 13 uger, men i de komplicerede sager er ventetiden meget længere. I 2013 var 12 pct. af sagerne mere end et halvt år om at nå en afgørelse.
Flere tiltag kan bringe ventetiderne ned, mener familieretsadvokat i Aarhus Marita Hinge:
- Jeg så gerne, at der i langt flere sager deltog børnesagkyndige, fordi de har en konfliktdæmpende rolle under et mæglingsmøde.
Bøder og konfliktmægling
På Christiansborg er flere politikere klar til at gribe ind overfor de lange ventetider. Og overfor muligheden for, at en forælder kan udnytte ventetiden til at holde en anden forælder væk fra barnet:
- Det er fuldstændig uacceptabelt, når man bevidst chikanerer en anden forældre ud af barnets liv. Hvis sagsbehandlingstiderne tilmed er medvirkende til den aktion, understreger det bare vores politiske ansvar, siger børne- og familieordfører Julie Skovsby (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Julie Skovsby vil nu diskutere muligheder for politisk indgriben sammen med socialminister Manu Sareen (R)
- Der har været mange forslag oppe at vende i dag som f.eks. bøder til forældrene og konfliktmægling. For mig er det vigtigt, at vi tager nogle initiativer, der virker, og det kan godt være flere ting, vi skal kigge på, siger Julie Skovsby.